Del denne artikel

Kim Rydahl_Næstved Erhverv_Iværksætteri i Praksis_960 x 200 pxl

Kim Rydahl deltog i kurset Iværksætteri i Praksis i foråret 2017. Han er imponeret over kursets høje faglige niveau, den gode kobling mellem virkelighed og teori, og han sætter også pris på, at han har styrket kompetencerne til at håndtere det væld af ideer, som han hele tiden får.

– Jeg valgte at tage Iværksætteri i Praksis, fordi det er et kursus, hvor man kan få lov til at arbejde med sit eget koncept hele vejen igennem, siger Kim Rydahl, der har en ledelsesbaggrund fra CBS og til daglig er leder af kvalitet og udvikling på Faxe Sociale Udviklingscenter, under Faxe Kommune. Han havde allerede sideløbende startet egen konsulentvirksomhed sammen med en partner, da en ny ide i 2016 tog form. Sammen med to andre partnere har han valgt at starte endnu en virksomhed: vikar.NU.

Undervisning giver et forspring
Vikar.NU skal hjælpe virksomheder i den offentlige og private sektor med at håndtere og rekruttere timelønnet arbejdskraft/vikararbejde på en lettere, billigere og mere effektiv måde, end man gør det i dag.
– Vi løfter branchen ind i den digitale tidsalder, siger Kim Rydahl.
På trods af mange års erfaring med ledelse og innovation ønskede han undervisning i alle de aspekter, som der er omkring start af virksomhed.
– Det handler om at blive så dygtig og velforberedt, som man kan, siger Kim Rydahl.

15 ugers aftenundervisning
Iværksætteri i Praksis er et 15 ugers akademi-kursus og giver 10 ECTS point. Det betød for Kim Rydahl, at han vidste, niveauet ville være i orden.
– Jeg må sige, at jeg bestemt ikke er blevet skuffet, siger Kim Rydahl.
– Og hvis du sammenligner prisen, som er under 2.000 kroner, med priserne på andre akademi-kurser på samme faglige niveau, så er det jo et helt vildt godt tilbud, siger Kim Rydahl.

Hent kursusbrochure Iværksætteri i Praksis Forår 2018 (pdf).

Erfarne iværksættere gør det hele mere virkeligt
Noget af det bedste for Kim Rydahl har været den måde, som Iværksætteri i Praksis er skruet sammen på. Erfarne iværksættere og virksomhedsledere fra virkeligheden kommer og fortæller om deres erfaringer inden for det emne, som dagens undervisning byder på.
– Kombinationen med, at man hele vejen igennem arbejder konkret med sin egen virksomhed gør, at det hele bliver meget nærværende, og man bliver mere sikker i eksekveringen af sin virksomhed, siger Kim Rydahl.

Kørekort gør dig til en bedre chauffør
Kim Rydahl er en mand, der hele tiden får nye ideer, men det er ikke dem alle sammen, der er lige gode eller som skal forfølges. Undervisningen har hjulpet Kim Rydahl med at styre processen og have fokus rettet mod det væsentlige i virksomheden.
Kim Rydahl sammenligner Iværksætteri i Praksis med at tage kørekort:
– Du kan godt lære dig selv at køre bil og også tænke, at det går da meget godt. Men når du så vælger at blive undervist i, hvordan bilen fungerer, hvordan den har bedst af at blive kørt, hvordan reglerne i trafikken er og så videre, ja, så opdager du pludselig, at du enten ikke vidste ret meget før eller at du havde tillagt dig nogle uheldige vaner. Det vigtigste er, at når du først har taget kørekortet, så kører du langt bedre og mere sikkert bil end før. Det samme gælder for Iværksætteri i Praksis, siger Kim Rydahl.

Diskretion er en selvfølge
Iværksætteri i Praksis udbydes af Næstved Erhverv i samarbejde med Erhvervsakademi Sjælland hvert forår og efterår. Der er plads til 20 på holdet. Det er en selvfølge, at man ikke taler om de andres virksomheder uden for kursuslokalet. Nogle deltager, mens de stadig sidder i uopsagt lønmodtagerjob og har derfor brug for diskretionen. Nogle starter virksomhed i stærkt konkurrenceprægede brancher, hvor det vil være ødelæggende at få afsløret sine ideer. Men internt på kurset er der en åben atmosfære, og sparringen med de andre deltagere har været vigtig for Kim Rydahl.

Givtigt at høre de andres perspektiv
– De andre kommer med helt andre baggrunde end jeg. De har gang i helt andre slags virksomheder og helt andre brancher. Jeg har været tvunget til at sige mine tanker højt og forklare, hvad min virksomhed går ud på til folk, som ingen forhåndskundskaber har til mit område. Det er virkelig givende at få de andres perspektiver på ens egen virksomhed, for tit ser de noget, jeg ikke selv har tænkt over. Det er med til at skærpe ens ide, siger Kim Rydahl, som også har kvalitetssikret sin idé yderligere ved at tage eksamen i Iværksætteri i Praksis.

Eksamen finpudser forretningen
Eksamen er frivillig, men som Kim Rydahl siger:
– Det er lige meget med papiret, jeg skal ikke bevise noget over for nogen. Men eksamen var vigtig for mig, fordi jeg fik mulighed for at opfriske alt det, jeg har lært, finpudse det hele en gang mere og afprøve det under det pres, som eksamen typisk er, siger Kim Rydahl.

Velegnet til ideudvikling – ikke afklaring
Kim Rydahl vil gerne anbefale andre iværksættere at tage Iværksætteri i Praksis.
– Man skal tage Iværksætteri i Praksis, hvis man har en ide, man gerne vil arbejde med. Kurset er ikke velegnet til ”bare” at få afklaret, om man skal være iværksætter eller ej, det synes jeg ikke, men hvis man har en ide til et produkt eller en virksomhed, så er det et rigtig godt sted at få den arbejdet igennem. Og så kan man altid arbejde videre med en anden ide, hvis den første skulle vise sig ikke at holde vand, siger Kim Rydahl.

Hent kursusbrochure Iværksætteri i Praksis Forår 2018 (pdf).

Vil du også tage kurset Iværksætteri i Praksis?
Iværksætterforløbet afholdes hvert forår og efterår. Kurset henvender sig til dig, der enten endnu ikke er startet eller lige er startet og til helt unge virksomheder under fire år.
Gennem 15 aftener får du værktøjer til et liv som virksomhedsejer. Du vil møde undervisere med speciale og praktisk erfaring inden for de forskellige temaer, og du kan vælge løbende at samle din læring op i en forretningsplan.

Kurset er bygget op om seks temaer:
1. Dig som iværksætter
2. Selskabsformer, Skat og Jura
3. Fra svært til succesfuldt salg
4. Markedsføring, digital markedsføring og visuel identitet
5. Styr på økonomien
6. Forretningsmodeller og innovation.

Prisen er 1.995,- kroner alt inklusive. Beløbet opkræves via faktura inden kursusstart.

Mere information og tilmelding her: Iværksætteri i Praksis

Har du brug for en times gratis vejledning i forbindelse med opstart af virksomhed?  Kontakt erhvervskonsulent Mette Østergaard på 55885255, eller på moe@naestvederhverv.dk

Del denne artikel