JKP Murerentreprise nomineret som Årets Iværksætter 2020 i Næstved

Jannick Keldgård Petersen startede JKP Murerentreprise i 2016. Ordrebogen var fuld fra starten, og JKP Murerentreprise har udført murerarbejde på alt lige fra boligbyggerier i København og typehusbyggerier til småopgaver for Hr. og Fru Næstved.

Af kommunikationskonsulent Pia Flindt Kainø Jensen, Næstved Erhverv

– Sidste år var vi 15 mand i syv måneder på et stort byggeprojekt for Kontrabyg på Amager. 100.000 mursten og en masse sokkelpuds. Det var en rigtig god opgave. Desværre er det ikke så tit, at så lille og nystartet en virksomhed som min, får lov til at være med på den slags – det ville jeg ellers gerne igen, for det var spændende arbejde, og vi gjorde det rigtig godt, fortæller Jannick Keldgård Petersen.

Moderne virksomhedsstruktur
Jannick Keldgård Petersen arbejder projektorienteret. Han har ingen ambitioner om et bestemt antal medarbejdere, men lejer folk ind ved behov. Den unge murermester synes, det giver den bedste fleksibilitet, og han trives lige godt med de store som med de mindre opgaver.
– Det vigtige for mig er at levere et godt stykke håndværk til tiden og til en rimelig pris. Jeg startede min virksomhed for at kunne gøre netop dét, siger Jannick Keldgård Petersen.

Prioriterer det gode håndværk
Jannick Keldgård Petersen har arbejdet hos flere forskellige mestre efter endt læretid.
– Jeg blev træt af, at de andre altid var så langsomme. Jeg var hurtig og god, og når vi gik på akkord føltes det som om, det altid var mig, der tjente pengene hjem til de andre. Det blev jeg lidt træt af, og så tænkte jeg, at det måtte jeg kunne bruge til noget. Og så gik jeg selvstændig, siger Jannick Keldgård Petersen.

Jannick Keldgård Petersen startede JKP Murerentreprise i 2016. Ordrebogen var fuld fra starten, og JKP Murerentreprise har udført murerarbejde på alt lige fra boligbyggerier i København og typehusbyggerier til småopgaver for Hr. og Fru Næstved. Jannick Keldgård Petersen driver sin virksomhed ud fra principper om det gode håndværk, rimelig pris og at kunden skal være tilfreds. Forretningsmodellen er at leje folk ind i forhold til projekternes størrelse – det giver en god fleksibilitet. Foto: JKP Murerentreprise

Lægger hver 8. ting på Facebook
JKP Murerentreprise så dagens lys den 12. april 2016, og de første to år kørte Jannick Keldgård Petersen fuld tid for Eurodan Huse. Det blev til 50 huse.
– Vi afleverede altid i orden arbejde og til tiden. Jeg har aldrig betalt for annoncering. Jeg har altid haft arbejde nok. Eller – det vil sige – jeg bruger faktisk Facebook, men jeg får kun lagt cirka hver 8. ting ud, som jeg laver. Det kræver en masse tid, og jeg kunne sagtens fortælle meget mere på Facebook, men det går egentlig meget godt med den frekvens, som jeg har. Vi har da 5 stjerner i de der anbefalinger, man kan få derinde, siger Jannick Keldgård Petersen.

LÆS OGSÅ: Café Grønnegade nomineret som Årets Iværksætter 2020 i Næstved

Vil have tilfredse kunder
– Jeg gør i det hele taget meget ud af at have tilfredse kunder. Vi rydder altid op efter os – om det så er på pladsen eller hjemme hos Fru Hansen. Vi overholder altid vores aftaler, og vi gør en dyd ud af at aflevere et godt stykke håndværk. Og så ligger vi rimeligt i pris – jeg vil sige sådan et mellemniveau af, hvad de fleste andre tager, siger Jannick Keldgård Petersen.

Lækre Strandvejsvillaer
JKP Murerentreprise arbejder stadig lidt for Eurodan indimellem, men i øjeblikket har Jannick Keldgård Petersen mange opgaver for Visuel Byg, som bygger designerhuse.
– De er virkeligt lækre og pæne og godt udført, hvis du spørger mig. De fleste bliver bygget på Strandvejen i København – nogle af dem er nærmest ligesom hele små kaserner i størrelse – det er spændende arbejde. Der bliver virkelig ikke sparet på noget. Det er sjældent, der er den slags opgaver i Næstved, siger Jannick Keldgård Petersen, som det seneste års tid er begyndt at arbejde målrettet efter at få flere opgaver lokalt i Næstved-området.

LÆS OGSÅ: VJ Malerservice nomineret som Årets Iværksætter 2020 i Næstved

Flere lokale opgaver
– Telefonen ringer mere og mere med lokale opgaver, og det synes jeg er rigtig dejligt. Jeg kører gerne til Hr. og Fru Næstved, ligesom jeg også gerne deltager i større byggerier. Jeg er åben for det meste og tager en sag ad gangen, det har jeg det bedst med, siger Jannick Keldgård Petersen.

Vil ikke have gæld
JKP Murerentreprise tager et skridt ad gangen, opgave for opgave.
– Jeg har ikke lånt en krone til noget. Det skal helst ikke gå for hurtigt, for når jeg ser dem, der vokser alt for hurtigt og så knækker nakken, så synes jeg ikke, det er værd at stræbe efter, siger Jannick Keldgård Petersen.

Næste forretningsområde
JKP Murerentreprise er i gang med at udvide forretningen til også at omfatte et boligselskab, JKP Bolig Invest.
– Jeg opkøber faldefærdige huse, sætter dem i stand og lejer dem ud. Det er kun lige i opstartsfasen, men det er også et spændende projekt, siger Jannick Keldgård Petersen.

Besøg JKP Murerentreprises Facebookside

LÆS OGSÅ: Tre nominerede til Årets Iværksætterpris 2020 i Næstved

———————————-

Iværksætterprisen uddeles hvert år af Næstved Erhverv, Rådgiver Forum Næstved og Næstved Erhvervsforening til en af de tre nominerede ved Næstved Erhvervs og Næstved Erhvervsforenings Nytårskur.

Nytårskuren foregår i år tirsdag den 7. januar 2020 kl. 15.00-17.30 på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, 4700 Næstved.

Du skal da også med? Se program og tilmeld dig her.

Deltagelse er gratis.

Vi glæder os til at se dig til årets Nytårskur 2020!