Del denne artikel

Gitte Reymann 1000dots_Naestved Erhverv_960 x 200 pxl

Ifølge en dugfrisk analyse fra Center for VækstAnalyse er der i Næstved kommune nu flere eksporterende virksomheder end før finanskrisen. En af dem er møbelproducenten 1000dots.com, som startede eksport i 2016. Administrerende direktør Gitte Reymann forventer en stigning i omsætningen på mere end 50% i 2018.

I Næstved er der 3.796 virksomheder med hovedsæde i kommunen. Den samlede eksportværdi er 4,5 mia. kroner fordelt på 319 eksporterende virksomheder, hvilket er det højeste antal eksporterende virksomheder, Næstved nogensinde har haft. Tallene kan man finde i undersøgelsen VækstVilkår 2017 Næstved, som udgives af Center for VækstAnalyse (Væksthus Sjællands analyseafdeling).

Hent analysen VækstVilkår 2017 Næstved her.

1000dots.com begyndte sin eksport i 2016
Næstved-virksomheden 1000dots.com producerer kontormøbler og dele af kontormøbler og begyndte at eksportere i 2016. Virksomheden har patent på en særlig foldemekanisme til bord-understel og er i gang med en større øvelse med at dreje det salgsmæssige fokus hen mod B2B-markedet som underleverandør til større møbelfabrikker.

Erfaren direktør ved roret
Til at løfte opgaven ansatte 1000dots.com i 2015 den erfarne Gitte Reymann som administrerende direktør.
Gitte Reymann har en mangeårig eksportbaggrund og har blandt andet været ansvarlig for den kendte fynske møbelvirksomhed Montanas indtog på de nordiske markeder, hvor hun på tre år øgede omsætningen fra tre mio. kr. til 10 mio. kr. årligt.
– Det er dejligt at høre, at det går den rigtige vej for virksomhederne i Næstved. I hele Danmark skulle vi jo gerne formå at vende rigtig mange virksomheders markedsfokus mod udlandet, siger Gitte Reymann.

VaekstVilkaar 2017 Naestved side 29

Siden 2011 er antallet af Næstved-virksomheder, der afsætter varer til udlandet, steget med gennemsnitligt 13 om året netto. Det er en udvikling, der er mere positiv end i resten af landet. Antallet af eksporterende virksomheder i Næstved kommune er historisk højt; højere end før finanskrisen i 2008. Kilde: VækstVilkår 2017 Næstved, Center for VækstAnalyse

Næstveds potentiale er stort
Chefkonsulent Lars Schak fra Næstved Erhverv er enig med Gitte Reymann. Ifølge opgørelsen fra Center for VækstAnalyse er der i Næstved 319 virksomheder, der eksporterer, og 3.477, der ikke gør.
– Det er en god nyhed, at så mange flere Næstved-virksomheder er begyndt at eksportere. Det er godt gået! Potentialet i Næstved er imidlertid virkelig stort. Rigtig mange virksomheder er endnu ikke begyndt at eksportere, og det skulle gerne ændre sig i de kommende år. Det er også derfor, at vi i Næstved Erhverv har fokus på at hjælpe de lokale virksomheder med at komme i gang, siger chefkonsulent Lars Schak fra Næstved Erhverv.

Verden bliver mere specialiseret
Eksport er så vigtig, fordi udviklingen går mod snævrere og mere specialiserede produkter, også på verdensplan.
– Det betyder, at det for de fleste handels- og produktionsvirksomheder i Næstved ikke længere er nok at nøjes med det danske marked. Kundegrundlaget er simpelthen ikke stort nok til, at de danske virksomheder kan leve af det på længere sigt, siger Lars Schak.

Skal Næstved Erhverv også hjælpe dig i gang med at eksportere?

Fra B2C til B2B
Specialiseringen er også noget, 1000dots.com har mærket.
– I vores branche mærker vi tydeligt, at kontakten til slutkunden samler sig på nogle få, meget store internationale spillere, og at vi kan leve bedst på at levere den gode, danske kvalitet fokuseret omkring enkelt-elementer i en større produktion. Altså, som underleverandør af højt specialiserede og kvalitetskontrollerede dele af det færdige produkt, siger Gitte Reymann.

1000dots.coms hjemmeside

Eksporten får omsætningen til at stige
Gitte Reymann fortæller, at det går rigtig godt for 1000dots.com, som i forbindelse med den ændrede strategi i 2016 begyndte at eksportere til Tyskland og i dag også har kontakter til Sverige, Finland, England, Holland og flere andre europæiske lande. I 2018 regner Gitte Reymann med en omsætningsstigning på mere end 50% som følge af eksportindsatsen.

Gitte Reymann 1000dots_Naestved Erhverv_600 x 350 pxl

Adm. direktør Gitte Reymann fra 1000dots.com demonstrerer det patenterede folde-understel, som skal være med til at sende virksomheden på eksport-eventyr de kommende år. Foto: Næstved Erhverv

Vigtigt at begrænse sig
– Danske eksportører har et godt ry i udlandet. Vi er fx kendte for at være gode til at overholde aftaler. Det er et godt afsæt, når man skal i gang med at eksportere, siger Gitte Reymann, der har flere gode tips til, hvordan man kan komme godt i gang med sin eksport:
– Det er vigtigt, når man eksporterer, at man formår at begrænse sig. Det kan godt være, at man kan blive fristet af en lille, interessant ordre fra Israel eller Aserbajdsjan, men hvis man spreder sig over alt for små ordrer i for mange lande, så risikerer man at bruge alt for mange penge på administration, siger Gitte Reymann.

Gitte Reymanns 9 bedste eksportråd:

1. Definér din kunde. Hvad og til hvem sælger du?
2. Begræns dig og land ordentlige ordrer for et land ad gangen.
3. Deltag i eksport-netværk sammen med andre virksomheder. Brug de offentlige tilbud, der findes – fx Næstved Erhverv og Væksthus Sjælland.
4. Begynd med vores søstermarkeder; de nordiske lande.
5. Vær klar på en lang salgsproces for at få en enkelt ordre/kontrakt.
6. Brug de danske konsulater i de lande, du vil eksportere til.
7. Vær aktiv, tag ud af Næstved, tag på ekskursion, besøg butikker og tag på messer i udlandet inden for din branche. Lur på eventuelle huller i markedet, lær din kundes forretning at kende og lær kulturen.
8. Forbered dig på, at eksporten får indflydelse på de interne processer i din virksomhed og at du måske er nødt til at justere dit produkt.
9. Ryd op og hav orden på din adresse og dine processer. De store kunder vil insistere på at besøge din produktion.

Vær med i netværk
– Hold fokus og læg en plan. Hold dig til planen. Deltag i netværk sammen med andre eksporterende virksomheder og lær af deres erfaringer. Vi deltager selv i Næstved Erhvervs eksportnetværk, hvor der er en god dynamik mellem forskellige brancher og mellem unge og gamle virksomheder. De unge har god nytte af at lære af erfaringen, og vi erfarne får rigtig gode input fra de unge – fx omkring at lægge en digital strategi, siger Gitte Reymann.

Vil du også være med i Næstved Erhvervs eksportnetværk?

De offentlige tilbud er gode
Gitte Reymann har via sine mange år inden for eksport et stort netværk af mulige samarbejdspartnere i de lande, som 1000dots.com har interesser i. Derudover bruger Gitte Reymann også mange af de tilbud, som det offentlige stiller til rådighed.
– I øjeblikket deltager vi i et Zealand Global-forløb (Væksthus Sjælland) for at lægge en digital strategi. Konsulenterne er knalddygtige! Jeg er også glad for at være med i Næstved Erhvervs eksportnetværk, og så bruger vi også Eksportrådets årlige event, hvor de inviterer til en slags speed dating med repræsentanter fra de danske konsulater, siger Gitte Reymann.

Næste møde i Næstved Erhvervs eksportnetværk finder sted den 27. september 2017, og netværket er åbent for nye deltagere.

Vil du høre mere om, hvordan Næstved Erhverv kan hjælpe dig i gang med at eksportere? Måske er du interesseret i at deltage i eksportnetværket eller i et gratis sparringsmøde med chefkonsulent Lars Schak?

Kontakt gerne Lars Schak på 55 88 52 17 eller lsc@naestvederhverv.dk

Eller tilmeld dig eksportnetværket her. Tilmeldingen er ikke bindende. Udfyldning af formularen giver os mulighed for at ringe dig op for en nærmere snak om mulighederne for din virksomhed.

Del denne artikel