De otte lokale virksomheder har brug for din opbakning for at realisere deres projekter. Lige nu kan du bakke dem op via Coop Crowdfunding.
Af Kristina Herlev Wulff
En fermenteret, lufttørret salami. En øl lavet på quinoa. Og en kummefryser til opbevaring af lammepølser. Det er bare 3 af de 8 spændende projekter, som vores lokale virksomheder netop nu har lanceret på hjemmesiden https://crowdfunding.coop.dk/.
Det er Næstved Erhverv, der har taget initiativ til “Made in Næstved”-forløbet i samarbejde med Coop Crowdfunding.
– Formålet med “Made in Næstved” er at give vores lokale fødevarevirksomheder adgang til finansiering og omtale. Med hele 8 deltagende virksomheder er vi stolte over at kunne vise, hvor mange kvalitetsprodukter og projekter fra stærke og innovative producenter, vi kan levere her i Næstved, fortæller Anders Lichinger, der er chef for investeringsfremme i Næstved Erhverv og projektansvarlig for ”Made in Næstved”.
Alle deltagerne har adresse i Næstved som fællesnævner.
Den lokale stolthed kan mærkes
Virksomhederne har selv udviklet deres kampagne gennem halvanden måned.
Her har de løbende fået sparring fra Næstved Erhverv, hvor Anders Lichinger som projektansvarlig har kørt tæt parløb med Coop Crowdfunding.
Sideløbende har de deltaget i tre workshops, hvor eksperter fra Coop har givet indspark og viden om crowdfunding.
– Med “Made in Næstved”-forløbet ønsker vi også at støtte vores lokale virksomheder med nye muligheder for at opnå national distribution via vores dialog med Coop Crowdfunding. Det betyder, at alle projekter, der opnår deres finansieringsmål på Coop Crowdfunding, automatisk tilbydes salg via coop.dk/mad. Projektet blev igangsat i tiden før corona, men alle deltagende virksomheder er stadigvæk med og bruger nu muligheden til få dialog med eksisterende og nye kunder på en ny måde, siger Anders Lichinger.
Næstved er firstmover
Det er første gang, Coop laver et crowdfunding-forløb på denne her måde.
– Det er første gang, vi laver et forløb, hvor alle deltagerne kommer fra samme område, og den fælles lokale forankring og stolthed kan mærkes i crowdfunding-projekterne, forklarer Nicolai Jæpelt, som er chef for Coop Crowdfunding.
Støt de lokale ideer
Virksomhederne har netop lanceret deres egne, individuelle kampagner på https://crowdfunding.coop.dk/. Nu afventer de så, at køberne tilkendegiver deres interesse ved at forudbestille produktet, dele det på sociale medier – eller måske endda give et lån til projektet.
– Det er en stor mulighed for vores dygtige erhvervsdrivende i Næstved. Projektet løber i tre måneder, og nu er det op til forbrugerne at vise, hvad der interesserer dem. Hos Næstved Erhverv ved vi, hvor dygtige de lokale erhvervsdrivende er, så vi har en god fornemmelse, lyder det fra Anders Lichinger.
De 8 firmaer i projektet er:
Højvang Gourmet
Bov Bryg i samarbejde med Brinkholm
Næstved Bryghus i samarbejde med Nordic Quinoa
Frimanns Gourmet
Biavler Nicki Toftum
Vesterhavegaarden Vingård
Saluminati
Banana-Cap (bananhætte)
Lanceringen af projekterne sker løbende, så hold øje med siden her. Du kan kende dem på det grønne “Made in Næstved”-mærke.
Hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om projektet, så skal du endelig kontakte Anders Lichinger på telefon 55 88 52 55 eller e-mail: abl@naestvederhverv.dk.