Spring navigationen over og gå direkte til indhold

"Bæredygtighed er kompleks, men også en forretningsmulighed"

Sådan sagde bæredygtighedskonsulent Simone Heiberg-Bruhn fra DEM under et interview med Næstved Erhverv.

Onsdag den 29. maj er første kursusdag for Sparekassen Sjælland-Fyn og Næstved Erhvervs forløb om bæredygtig konkurrencekraft. På modul 1 og modul 2 er det konsulentvirksomheden DEM, der står for undervisningen. Virksomheden tilbyder ingeniør- og konsulentydelser til udvikling af energieffektive og indeklimavenlige bygninger, initiativer til virksomheders grønne omstilling og ikke mindst grønne forretningsstrategier.

En af underviserne på forløbet er konsulent Simone Heiberg-Bruhn, der godt kan forstå, hvis nogle virksomheder føler sig pressede af de stigende lovkrav på bæredygtighedsområdet, nye krav om rapportering og dokumentation og nye forventninger om certificeringer:  ”Det ér komplekst at håndtere den nye bæredygtighedsdagsorden for mange virksomheder. Der er ikke altid nemt at få overblik over de nye regler og standarder og forstå, hvad de konkret betyder for den virksomhed man ejer eller arbejder i. Men kravene giver en god anledning til som virksomhed at tage et 360 graders blik på sin måde at agere på. Det er en lejlighed til at dykke ned i virksomhedens rolle i samfundet. Bæredygtighed er ikke kun et spørgsmål om klima og miljø, men også social og økonomisk bæredygtighed. Og så er det vigtigt at forstå, at en investering i bæredygtighed måske er en nødvendighed for at forblive konkurrencedygtig på markedet – ja måske endda åbne for nye forretningsmuligheder!”

Overvind hurdlerne

”Det kan være en hurdle som mindre eller mellemstor virksomhed at finde ressourcerne til at arbejde målrettet med bæredygtighed, men det kan være nødvendigt at finde dem. Et godt sted at starte er ved at lave en strategi for, hvordan man vil arbejde med bæredygtighed” siger Simone Heiberg-Bruhn. ”Identificer de vigtigste bæredygtighedsfaktorer i din virksomhed og prioritér dem. Kortlæg din virksomheds værdikæde og sæt nogle mål for din indsats og planlæg, hvordan I vil følge op som virksomhed.”

”Hvis du tilmelder dig kurset ”Bæredygtig konkurrencekraft, så vil vi som undervisere give din virksomhed nogle konkrete værktøjer til at komme godt i gang. Du vil få værdifuld viden om lovgivningen, vi vil inspirere dig med gode cases og så laver vi nogle fælles øvelser. Du vil også få mulighed for at få sparring om lige netop de udfordringer, du aktuelt sidder med”, slutter Simone Heiberg-Bruhn.

Kristian Fischer Pedersen

Erhvervskonsulent i Næstved Erhverv

SE OGSÅ...

Mere information...

Mød teamet bag Næstved Erhverv

Tilmeld dig Bæredygtig konkurrence modul 2

Få hjælp til digitalisering

Se film om Næstved Erhverv