Spring navigationen over og gå direkte til indhold

"Hvorfor gå og have ondt" er nomineret til Iværksætterprisen 2025

Mads Aalborg og Emil Duvander er henholdsvis direktør og medejer i Næstved-virksomheden med det sigende navn ”HVORFOR GÅ OG HAVE ONDT”. De er begge unge og beskedne mennesker, men det er imponerende, hvad de og virksomhedens øvrige medejere har stablet på benene på meget kort tid.

”HVORFOR GÅ OG HAVE ONDT” er et behandlerhus, der huser forskellige alternative behandlinger, som alle er funderet i at bevæge sig rigtigt, men det er også et fitnesscenter. Virksomheden blev startet af Emil Duvanders far for få år tilbage i et hønsehus med 2 ansatte og en rengøringsdame og i dag er der godt 25 ansatte i huset og fitnesscenteret har dagligt mange besøgende.

Mads Aalborg og Emil Duvander er henholdsvis direktør og partner

Hvilke glæder og hvilke udfordringer er der ved at drive virksomhed i Næstved?
”Næstved er en lille by på godt og ondt”, siger Emil Duvander. ”Alle kender hinanden og taler sammen og det kan være godt eller skidt afhængigt af, hvad folk siger om os. Men grundlæggende oplever jeg det som meget positivt. Vi kommer til at kende vores kunder godt og er i stand til at skabe en relation til de mennesker, som kommer i huset. Vi oplever et positivt fællesskab, og det er rart pludselig at kunne sige goddag og hilse på en masse mennesker, som jeg er  kommet til at kende, når jeg går en tur i byen.”

Hvad betyder kåringen til Iværksætterprisen 2025 for jer?
”Ja det er lidt sjovt”, siger Mads Aalborg, ”for jeg tænker slet ikke på os selv som traditionelle iværksættere. Vi har ikke startet det her projekt op med en ambition om at tjene mange penge og blive rige på det. Det skal i virkeligheden bare køre fornuftigt rundt økonomisk. Vi gør det her, fordi vi gerne vil gøre en forskel for folk og hjælpe folk til en bedre tilværelse. Det handler om sundhed og om at kunne give folk et fitness-tilbud, hvor alles pengepung kan være med. Vi er startet i det helt små og så er det bare gået stærkt for os. Så nomineringen kom bag på os, men det rigtig godt at blive bemærket!”

Hvad bringer fremtiden?
”Først og fremmest vil vi gerne skabe et behandlingsmiljø, hvor kunderne føler sig velkomne, hvor det er hyggeligt at være, og hvor man som patient ikke oplever at blive kastet rundt fra sted til sted - men hvor der bliver taget hånd om dig som person. Derudover planlægger vi at udvide vores aktiviteter med et nyt fitnesscenter i stueetagen rettet imod et yngre mere træningsorienteret publikum og så drømmer vi lidt om at oprette en filial i København og på Lolland-Falster. Vi oplever nemlig i det daglige at have en hel del kunder, der kommer langvejsfra for at benytte vores mange tilbud", slutter Mads og Emil.

Vivi Johansen

Erhvervskonsulent i Næstved Erhverv

SE OGSÅ...

VINBAREN Næstved og VINIMPORTEN Næstved er nomineret til Iværksætterprisen 2025

Interview med parret bag "VINBAREN Næstved" og "VINIMPORTEN Næstved Susanne Hauerberg Jacobsen og Uwe Lassen

Se alle Næstved Erhvervs aktuelle kurser og  workshops her

Mere information...

Få vejledning om GDPR-reglerne

Lær om bæredygtighed på 90 min.

Find den rigtige kontaktperson

Netværk for iværksættere og solo-selvstændige