Rasmus Holst-Sørensen
Direktør i Næstved Erhverv
Næstved Kommune er Sjællandsk mester i fremgang ifølge Dansk Industri
I morgen den 4 september 2024 offentliggør Danmarks største erhvervsorganisation Dansk Industri (DI) den store årlige undersøgelse af danske kommuners erhvervsvenlighed. Men allerede i dag kl. 7 ved morgenarrangementet Morgenbrief i Arkaden på Axeltorv 3 blev det afsløret, at Næstved Kommune– med DIs egne ord – er Sjællandsk mester i fremgang i undersøgelsen. Næstved er gået fra en sidsteplads i 2010 til en 15. plads i år.
Det er altid tilfredsstillende, når hårdt arbejde anerkendes”, siger direktør i Næstved Erhverv Rasmus Holst-Sørensen. ”Næstved Kommune og Næstved Erhverv har i en årrække arbejdet målrettet på at forbedre betingelserne for at drive virksomhed her i Næstved. Vi har lavet et hav af konkrete tiltag, og vi har virkeligt lagt os i selen for at inddrage virksomhederne så meget som muligt. Det er fantastisk at modtage virksomhedernes anerkendelse af, at vi har gjort det rigtige.”
”Jeg tror på at det gode resultat blandt andet kan henføres til at kommunen har fjernet dækningsafgiften, halveret byggesagsgebyrerne, styrket konkurrenceudsættelsen af konkrete kommunale opgaver, udvidet åbningstider på genbrugspladserne, indført to ugers obligatorisk virksomhedspraktik i folkeskolen, etableret erhvervsplaymakere, afholdt DM i SKILLS mv. Og så tror jeg, at det afspejler, at vi i kommune og erhvervsservice har fokus på en tæt dialog med de lokale erhvervsledere. Virksomhederne giver os kvalificeret input i forhold til deres aktuelle behov og samtidig føler virksomhederne, at de bliver hørt.”
”Glæden over det gode resultat får os bestemt ikke til at hvile på laurbærrene. Der er masser af store udfordringer, som skal håndteres for at sikre, at Næstved også fremadrettet fortsætter den positive udvikling, som vi har sat i gang. Vi kigger først og fremmest fremad og arbejder hele tiden på at være bedre i morgen end vi var i går”, slutter Rasmus Holst-Sørensen.