Café Noer’s kåret som årets iværksætter 2016

På Jernbanegade 1 – lige midt i smørhullet af cafelivet i Næstved – ligger Café Noer’s. Stedet emmer af hjemlig hygge, og man mødes af en varm og driftig atmosfære. Cafeen er netop blevet tildelt Årets Iværksætterpris 2016 i Næstved.

– Iværksætterprisen 2016 gives til Café Noer’s for på kort tid at have etableret en succesrig og populær detailvirksomhed i stadig vækst med et koncept baseret på kvalitet. Som sådan medvirker Noer’s til at løfte Næstveds bymidte, hvilket har bidraget til vores beslutning, hedder det i motivationen bag prisuddelingen.

Billede A_IMG_0040
Formand for Rådgiverforum i Næstved, Kristian Skov-Andersen, overrækker Årets Iværksætterpris 2016 til Tina Noer fra Café Noer’s.

Bag den årlige prisuddeling står Rådgiverforum Næstved, Næstved Erhvervsforening og Næstved Erhverv. Prisen gives til en virksomhed, der er under fem år gammel og som hurtigt har vist sorte tal på bundlinien samt en evne til at vokse. I valget af Café Noer’s er alle kriterier opfyldt, og derudover er Noer’s en virksomhed, som har bevist, at det kan lade sig gøre at få succes i et ellers presset detailhandelsmarked.

Billede B_IMG_0014
Ægteparret Tina og Kim Noers populære café i Jernbanegade i Næstved modtager Årets Iværksætterpris 2016.

– Vi er stolte. Vi er virkelig stolte, for vi har bare fulgt vores hjerter, siger Tina Noer, medindehaver af Café Noer’s.
Hun får tårer i øjnene af rørthed over, at lige netop hun og ægtefællen Kim Noer er blevet udvalgt til at modtage årets iværksætterpris blandt Næstveds cirka ettusind nystartede virksomheder.
– Og vi er overraskede. Vi har jo egentlig bare bygget butikken op omkring det, vi selv godt kan lide. Vi vil gerne have ordentlig service og ordentlig kvalitet, og det har vist sig, at det er der en masse andre, der også gerne vil have, siger Tina Noer.

Råvarer af høj kvalitet og den gode, personlige service
I foråret 2012 åbnede Noer ́s Blomster & Livsstil i en baggård ved Hjultorv i Næstved. Allerede året efter flyttede butikken til de nuværende lokaler i Jernbanegade og tilføjede delikatesse-café og servering til konceptet.
– Det er vores drøm at have en butik, der lægger vægt på at være anderledes, end hvad man ellers ser. Vi sætter stor pris på at bruge råvarer af høj kvalitet med et simpelt og spændende menukort, som varierer hele året. Vi er altid vidt omkring for at finde de helt rigtige varer til butikken også. Livsstil er jo et vidt begreb, men vi har visse ledetråde, vi går efter, når vi finder varer til butikken. Det skal være lækkert, anderledes, smukt, rustikt og udstråle personlighed – måske økologisk, fremstillet af genbrugsmaterialer eller være allergivenligt. Det er lykkedes meget godt, siger Tina Noer.

Billede D_IMG_0074
Café Noer’s er en kombination mellem café og livsstilsbutik med rustikke, anderledes varer med personlighed.

Udover den kombinerede butik og café, så har Noer’s for nylig åbnet et større køkken på Indre Vordingborgvej for at have kapacitet nok til en voksende forretning med mad ud af huset.
– Det er meningen, at der med tiden også vil blive servering på den nye adresse, men i første omgang bruger vi det som ekstra køkken for at kunne ekspedere alle vores Mad Ud Af Huset-ordrer, fortæller Tina Noer.

Besøg Café Noer’s hjemmeside

Gå ikke glip af vores arrangementer, viden og gode nyheder

Ja tak, send mig e-mails på denne her adresse