
Af: Rune Lerke, senior erhvervskonsulent, Næstved Erhverv
Bæredygtighedsagendaen er kommet for at blive. Det afspejler sig tydeligt i regeringens udspil til en grøn skattereform, hvor en højere CO2-afgift skal sætte turbo på den grønne omstilling. En stigende efterspørgsel fra kunderne – private såvel som offentlige – peger også i retning af, at du som virksomhedsleder bør tænke på at udvikle din virksomhed i en bæredygtig retning.
Det skyldes især, at du om lidt vil have svært ved at levere dine varer og ydelser, hvis ikke du kan dokumentere din CO2 udledning.
Den grønne omstilling kan modsat også være en oplagt forretningsmulighed. Fokus på bæredygtighed kan medvirke til at fastholde eksisterende kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere og samtidig tiltrække nye. Ovenstående plejer at være et grundvilkår for en succesrig virksomhed.
Vil du være en konkurrencedygtig virksomhed?
Som virksomhedsejer bør du derfor sætte dine ”grønne” sejl, hvis du fortsat ønsker at være en konkurrencedygtig leverandør og samarbejdspartner i morgen. Og hvordan griber du det så helt konkret an? Det er der ikke enkelte entydige svar på, da det kommer an på din virksomhed. Ser vi nærmere på lovgivningen og de tendenser, der er lige nu, så tyder alt på, at et klimaregnskab, der dokumenterer din CO2 udledning, vil være et godt sted at starte.
Klimaregnskabet sikrer din dokumentation over for dine kunder og skaber basis for at kunne igangsætte og måle på effekten af dine grønne tiltag.
På baggrund af din klimaberegning er næste skridt at screene virksomheden for grønne optimeringspotentialer og få udarbejdet en prioriteret handleplan, så dine tiltag har den største effekt. Handleplanen giver dig også mulighed for at involvere dine medarbejdere, som er essentielt for at skabe en forandring.
Fokus på puljemidler og hjælp til virksomhederne
Hos Næstved Erhverv hjælper vi virksomhederne med at få udarbejdet et klimaregnskab, en screening, en handleplan og ikke mindst at søge nogle af de mange puljemidler, der er på området.
Min oplevelse er, at mange virksomheder har haft svært ved at identificere fordelene ved at gå i gang med en grøn omstilling, ligesom de har svært ved at se de negative følger, det kan have for dem, hvis de er blandt de sidste til at stige på bussen. Evnen til konstant at udvikle og tilpasse sig definerer virksomheder med vedvarende succes, og jeg tænker det ikke anderledes i forhold til den grønne omstilling.