William Hansen er en kreativ sjæl med egen virksomhed. Han lever af at fotografere, producere videoer og undervise i parkour. I dag er han taget til iværksættercafé for første gang.
William Hansen er 25 år, født og opvokset i Næstved. Han har drevet sin virksomhed Willmedia et års tid. Han har produceret videoer for blandt andet VM i håndbold, Næstved Ungdomsskole og Sorø Parkour-bane . Det var et opslag om iværksættercafé på Facebook, der fangede William Hansens opmærksomhed.
– Jeg arbejder indimellem i mange dage i rigtig mange timer ad gangen foran computeren. Jeg tænkte, at det kunne være rart at komme ud og møde nogle mennesker, der også brænder for deres virksomhed. Og så kunne jeg godt tænke mig at blive klogere på, hvordan jeg får nogle flere kunder, siger William Hansen.
Næstved Erhverv afholder gratis iværksættercafé seks gange om året for nystartede virksomheder i Næstved kommune. Omdrejningspunktet for hver café er en times undervisning af en professionel i skiftende emner, som er relevante for nye virksomheder. Derefter er der afsat en times tid til snak og networking blandt deltagerne.
LÆS OGSÅ: Sådan blev jeg forvandlet fra lønmodtager til selvstændig.
Stor interesse for online markedsføring
– Et af formålene med vores iværksættercafeer er, at deltagerne får nogle faglige input om den del af deres virksomhed, som de måske ikke ved ret meget om, når de er nye. De fleste starter en virksomhed inden for et område, de ved rigtig meget om på forhånd, og mange ved så til gengæld ikke ret meget om fx markedsføring. Vi oplever en ekstra stor søgning til iværksættercafeerne, når emnet er online markedsføring; fx søgemaskineoptimering, LinkedIn eller Facebook, siger erhvervskonsulent Mette Østergaard fra Næstved Erhverv.
Mette Østergaard er ansvarlig for afholdelse af iværksættercafeerne, og hun har en god fornemmelse af iværksættermiljøet i Næstved kommune – et miljø, hun betegner som stærkt og dynamisk.
LÆS OGSÅ: Kongebryg – en tegneserie om etablering af endnu en succesfuld iværksættervirksomhed i Næstved.
Man skal jo også tjene nogle penge
– Mange spændende virksomheder starter op, og jeg synes, at rigtig mange af dem er gode til at søge vejledning både hos os og hos private rådgivere, siger Mette Østergaard.
Ifølge den seneste undersøgelse fra Væksthus Sjælland er overlevelsesraten for iværksættere i Næstved 82,3% efter to år, hvilket er højt sammenlignet med landsgennemsnittet på 78,3%.
William Hansen har også ambitioner for sin virksomhed.
– Jeg har et produkt og nogle egenskaber, som jeg er meget stolt af. Jeg har ikke det store kendskab til finansiel struktur, og jeg tænker ikke ret meget over at skulle tjene penge, så jeg er også taget til iværksættercafé i dag for at blive klogere på, hvordan jeg kommer videre. I dag handler iværksættercafeen om at bruge LinkedIn, hvilket jeg nok vil gå hjem og overveje at bruge nu, hvor jeg ved noget mere. Jeg har allerede en profil derinde, men jeg har ikke brugt den til noget i lang tid, siger William Hansen.
Flere stænger på de danske legepladser
William Hansen ser også iværksættercafeen som et sted, hvor han kan møde mulige samarbejdspartnere.
– For eksempel er her en virksomhed, der laver legepladser. Måske kan jeg hjælpe med noget dér, fordi jeg ved en masse om, hvordan børn leger. De danske legepladser mangler stænger til at svinge sig i, hvilket er noget, børn elsker. Nogle af de bedste parkour-udøvere kommer fx fra Østeuropa, hvor legepladserne næsten ikke er andet end stænger, siger William Hansen.
Her kommer både bogholdere og opfindere
Deltagerne i iværksættercafeerne kommer fra vidt forskellige brancher. Det kan være alt lige fra app-udviklere, psykologer, håndværkere til skadedyrsbekæmpere, opfindere og bogholdere. Ifølge Mette Østergaard er det netop en af styrkerne ved cafeerne.
– Det giver en god dynamik, fordi man møder mennesker med forskelligt branchekendskab og forskellige måder at se forretning på. Det er sundt at få andres øjne på de udfordringer, man selv står med. Til iværksættercafé møder man mennesker, man måske aldrig ville have truffet i sin egen omgangskreds. Jeg ser også iværksættercafeerne som en slags øvelse i, at man senere indgår i nogle af de netværk, der findes for de veletablerede virksomheder i Næstved, siger Mette Østergaard.

Fortroligt forum og en-til-en vejledning
Mette Østergaard understreger, at alle brancher fra alle dele af Næstved kommune er velkomne. Virksomheden skal være startet op inden for de seneste fire år. Der er plads til 15-20 deltagere hver gang, og pladserne bliver hurtigt fyldt. Det er en god ide at huske at tilmelde sig lige så snart, næste iværksættercafé bliver annonceret.
– Det er ikke altid de samme, der kommer. Der er nogle, som kommer hver gang, nogle kommer i perioder, og andre kommer kun ved bestemte faglige indlæg. Det er forskelligt, hvad behovet er. Vi har et fællesskab her, hvor reglen er, at man ikke snakker om de andres virksomheder, når man går herfra. Det er vigtigt, at man har et forum, hvor man kan snakke frit om de udfordringer, man hver især har i forhold til sin virksomhed, siger Mette Østergaard.
– Og hvis man har brug for det, så kan man booke et møde med en-til-en sparring med mig eller en af de andre erhvervskonsulenter i Næstved Erhverv, og det er også gratis, siger Mette Østergaard.
Iværksætterne i Næstved har en lukket gruppe på LinkedIn
Et møde med en erhvervskonsulent i Næstved Erhverv går for eksempel ud på at blive coachet til at komme videre med forretningen, lægge en plan og føre den ud i livet. Det er meget op til den enkelte, hvad der er behov for. Næstved Erhverv er ejet af Næstved Kommune og det private erhvervsliv i fællesskab og udbyder en vifte af tilbud, som er uden beregning for den enkelte virksomhed.
– Det kan fx være, man har brug for vejledning i at komme ud på eksportmarkederne, sparring omkring finansiering, køb og salg af virksomhed, hjælp til at søge diverse tilladelser hos kommunen, finde egnede erhvervslokaler, relevante kurser, de rigtige rådgivere og meget meget mere, fortæller Mette Østergaard.
Efter hver iværksættercafé inviterer Mette Østergaard deltagerne til at være med i iværksættercafeens lukkede gruppe på LinkedIn. Snakken og erfaringsudvekslingerne fortsætter i samme fortrolige ånd som i cafeen.
– Jeg skal helt sikkert til iværksættercafé igen. Jeg har også aftalt et vejledningsmøde med Mette Østergaard, og jeg glæder mig meget til at tage mere fat omkring den del af min virksomhed, der handler om omsætning og salg, siger William Hansen.
Skal William Hansen lave din næste video? Du finder Willmedia her.
Næste iværksættercafé finder du her.