Kom på inspirationstur til Femern Belt og Storstrømsbroen

Næstved Erhverv inviterer sammen med Næstved Erhvervsforening på bustur til Rødbyhavn og Vordingborg, hvor du blandt andet bliver klogere på, hvordan du kan få opgaverne fra de store projekter.

Tekst: Kristina Herlev Wulff, kommunikationskonsulent
Foto: Femern A/S

3.000. Så mange mennesker vil årligt være direkte beskæftiget med at bygge Femern-tunnelen i anlægsperioden.

– Det her er en kæmpe mulighed for erhvervslivet i Næstved, som vi ikke må gå glip af. Femern-projektet og Storstrømsbroen kommer til at afføde mange jobs og opgaver både direkte og indirekte i de næste mange år, siger Rune Lerke, der er senior erhvervskonsulent hos Næstved Erhverv.

Vi skal være helt fremme i bussen

Og vi vil rigtig gerne have, at de to projekters mange jobs og opgaver havner i Næstved. Men det kræver benarbejde.

– Vi er langtfra de eneste, der arbejder for, at opgaverne lander i vores kommune. Derfor er det også af afgørende betydning, at vi sørger for at placere os forrest i bussen og proaktivt yder en indsats for, at opgaverne lander hos os, understreger Rune Lerke.

Derfor inviterer Næstved Erhvervsforening og Næstved Erhverv på bustur til Femern Belt og Storstrømsbroen torsdag d. 22. oktober 2020.

– På turen vil vi gøre jer klogere på, hvilke anlægsarbejder der allerede er igangsat, hvornår det egentlige tunnelarbejde igangsættes, samt hvilke arbejdsopgaver der er mulighed for, at det lokale erhvervsliv kan byde ind på, fortæller Rune Lerke.

Samtidig vil Næstved Erhverv på turen lancere to helt nye tiltag, som vil komme det lokale erhvervsliv til gavn.

Opgaver på broen

Turen går også til Vordingborg. Her er Vejdirektoratet ved at bygge en ny Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster via Masnedø.

Projektet koster omkring 4,1 milliarder kroner.

Det er det italienske joint venture, SBJV, der bygger broen for den danske stat.

De har en række underentreprenører tilknyttet, og på turen vil vi fortælle om, hvilke opgaver du kan byde ind på – og hvordan du gør det.

Og så bliver der selvfølgelig også tid til at snakke lidt sammen på turen, understreger Rune Lerke.

– Turen er fra Næstved Erhvervsforenings og Næstved Erhvervs side både tænkt som en hyggelig inspirationstur med mulighed for at netværke, men samtidig også som en rigtig god mulighed for at blive klædt på med konkret viden til, hvordan I bedst muligt kan engagere og involvere jer i de store projekter.

Du kan læse hele programmet som PDF her.

Praktisk information om dagen:

DATO: Torsdag d. 22. oktober 2020 klokken 8-16

PRIS: Pris pr. person inkl. bustur, frokost og forfriskning: Pris: 325 kroner inkl. moms – men der er et begrænset antal pladser, som bliver fyldt op efter først-til-mølle-princippet

TILMELDING:

  • For medlemmer af Næstved Erhvervsforening: Tilmeld dig gratis HER
  • Er du ikke medlem af Næstved Erhvervsforening: Tilmeld dig HER (Pris: 325 kroner inkl. moms)