Mikkel Møller Madsen tog kurset Iværksætteri i Praksis, mens han var i gang med at starte virksomheden BilSyd A/S sammen med sin forretningspartner. På kurset arbejder man med sin egen forretningsplan gennem hele forløbet. Især undervisningen i økonomi har været en god hjælp for Mikkel Møller Madsen, der aldrig tidligere har været selvstændig.
Af kommunikationskonsulent Pia Flindt Kainø Jensen, Næstved Erhverv
Den første måned sad Mikkel Møller Madsen og hans forretningspartner, Joakim Kusk, på en spand i værkstedet i deres nystartede virksomhed BilSyd A/S. Det var i 2017.
– Den første måned købte vi 12 biler, som vi også solgte den første måned. Måneden efter købte vi 30 biler, som vi også solgte. Og siden er det bare gået fremad for os, fortæller indehaver Mikkel Møller Madsen fra BilSyd A/S.
Millionomsætning
To år er gået, og BilSyd er på vej ind i sit tredje regnskabsår med en årlig omsætning på 30 millioner kroner. Værkstedsbygningen er sat i stand med kontor og frokoststue, og BilSyd har seks medarbejdere; en mekaniker, en salgselev, to deltidsmedarbejdere samt de to indehavere.
Første gang med egen virksomhed
Mikkel Møller Madsen er vokset op i Toksværd, er uddannet mekaniker og har arbejdet som bilsælger hos Opel/Mazda/Suzuki og hos Ejner Hessel i Næstved.
– Jeg har aldrig før været selvstændig. Men jeg er god til købmandskab. Jeg er god til at tale med folk. Jeg kunne sælge hvad som helst, det kunne være paraplyer, men nu blev det altså biler – også fordi, det er motorer og biler, der interesserer mig. Jeg er jo mekaniker, siger Mikkel Møller Madsen.
Styr på økonomien
– Vi prioriterede vores tid rigtigt fra starten. Vi fik fat på en bogholder med det samme, for vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke selv skulle sidde og snurre rundt med at betale regninger og bogføre og alt det. Iværksætteri i Praksis var et rigtig godt kursus, der klædte mig godt på. Min partner, Joakim, har været selvstændig før, så det var kun mig, der deltog på kurset. Det var godt på den måde, at jeg fik et overblik over de forskellige udfordringer, der er, når man starter selv. For eksempel i forhold til at kunne regne ud, hvad ens pris skal være, men også sådan noget med strategi og budget og forretningsplan, siger Mikkel Møller Madsen.
Inspiration fra andre iværksættere
Mikkel Møller Madsen synes også, det var godt at være sammen med andre iværksættere på kurset, fordi man får nogle spørgsmål, som får en til at tænke over ting, man måske ikke selv ville have spekuleret over.
– Man kan altid blive inspireret og lære noget nyt. Selvom jeg jo er sælger, så var det også en god inspiration at blive undervist i salg. Jeg synes helt klart, man skal tage hele kurset – også selvom man måske i forvejen har nogle af de kompetencer, der bliver undervist i, siger Mikkel Møller Madsen.
LÆS OGSÅ: Iværksætteri i Praksis har givet mig bedre overblik over min virksomhed
Arbejder med egen virksomhed
– Jeg føler 100%, det var det hele værd. Der var en god hjælp fra lærerne undervejs, og det giver god mening, at man arbejder med sin egen virksomhed gennem hele forløbet. At bruge en aften om ugen på et kursus, hvor man arbejder med sin egen forretning giver god mening, og det føles på ingen måde som spild af tid, for hvis man var derhjemme i stedet, ville man jo også sidde og arbejde med sin virksomhed, siger Mikkel Møller Madsen.
Nogle ting kan man ikke forberede sig på
Selvom Mikkel Møller Madsen ikke tidligere har haft egen virksomhed, så synes han ikke, der har været nogen egentlige overraskelser undervejs.
– Det er ikke som sådan hårdt at tjene pengene, men det har overrasket mig, HVOR meget, man faktisk skal omsætte for, at der er noget tilbage på bundlinjen. Det tror jeg ikke, man kan forberede sig på – det er noget, man først oplever, når man er i gang med det, siger Mikkel Møller Madsen.
Bliver ikke lønmodtager igen
Mikkel Møller Madsen er da heller ikke bleg for at indrømme, at det indimellem godt kan være hårdt at være den, der står med ansvaret.
– Især efter, vi har fået medarbejdere, hvor ansvaret hviler tungere, fordi det også er deres levebrød, det gælder. Nogle gange kører tankerne meget rundt i hovedet, og det er da klart, der dukker bekymringer op. For eksempel, hvis vi ikke har solgt en bil i nogle dage, så kan det da godt rumstere lidt, når jeg lægger mig til at sove om aftenen. Men jeg bliver ikke lønmodtager igen. Alt i alt synes jeg, det er dejligt selv at kunne styre sin arbejdsdag og selv at skulle tage ansvar for de beslutninger og de situationer, man står i, siger Mikkel Møller Madsen.
LÆS OGSÅ: Iværksætteri i Praksis har gjort mig skarp på forretningen
Spring ud i det!
– Jeg vil gerne sige til andre, der går og drømmer om at starte egen virksomhed: Spring ud i det! Lav en fornuftig forretningsplan og et budget og gå i gang. Hvis du bruger en masse tid på at lede efter alle hullerne i osten, så kan du hurtigt skyde dit eget projekt ned og aldrig komme videre. Men også omvendt: Hvis du ikke undersøger priser og forhold til bunds og er realistisk omkring dit budget, så kan du risikere at få en slem overraskelse, når du først er gået i gang. Jeg vil sige, at man skal være realistisk, men man må godt tillade sig selv at være positiv i sine vurderinger. Finde balancen. Og her kan Iværksætteri i Praksis være et virkelig godt støtteben, siger Mikkel Møller Madsen.
– Og så er det et billigt kursus. Man får virkelig fuld valuta for pengene, siger Mikkel Møller Madsen.
LÆS OGSÅ: Iværksætteri i Praksis har bragt mig mileskridt nærmere mit mål
Vil du også tage kurset Iværksætteri i Praksis?
Iværksætterforløbet afholdes hvert forår og efterår i et samarbejde mellem Zealand – Erhvervsakademi Sjælland, Næstved Erhverv, Business Faxe og Vordingborg Erhverv. Kurset er på akademi-niveau (10 ECTS) og henvender sig til dig, der enten endnu ikke er startet eller lige er startet og til helt unge virksomheder under fire år. CVR.nr. er ikke nødvendigt for at deltage.
Egen forretningsplan på 15 aftener
Gennem 15 aftener får du værktøjer til et liv som virksomhedsejer. Du kommer til at arbejde med dig selv som person, og hvad du skal være specielt opmærksom på som iværksætter. Du vil møde undervisere med speciale og praktisk erfaring inden for de forskellige temaer. Du arbejder gennem hele forløbet med din egen forretning, og du kan vælge løbende at samle din læring op i en forretningsplan.
Kurset er bygget op om seks temaer:
1. Dig som iværksætter
2. Forretningsmodeller og innovation.
3. Selskabsformer, skat og jura
4. Fra svært til succesfuldt salg
5. Markedsføring, digital markedsføring og visuel identitet
6. Styr på økonomien
Prisen er 1.995,- kroner alt inklusive. Beløbet opkræves via faktura inden kursusstart. Der er mulighed for at få dækket kursusudgiften via Omstillingsfonden. Zealand bistår med hjælp til en eventuel ansøgning.
Mere information og tilmeld dig her
Har du spørgsmål til Iværksætteri i Praksis?
Kontakt erhvervskonsulent Dennis Lisner Thyssen, Næstved Erhverv på 55 88 52 48 eller dlt@naestvederhverv.dk