Invest Forum Næstved er en ny platform, der forbinder lokale virksomheder med kapital og kompetencer.
Af kommunikationskonsulent Karina Anée Købke, Næstved Erhverv
Næstved Erhverv vil med lanceringen af Invest forum Næstved facilitere introduktioner mellem lokale ejerledere, kompetenceprofiler og kapitalejere.
– Vi vil hjælpe ejerledere og kapitalejere – passive eller aktive investorer – i Næstved med at finde hinanden. Vi ved, at det kan være svært for ejerledere at finde den helt rigtige, aktive investor. Omvendt ved vi, at det er en udfordring for kapitalejerne at finde relevante, lokale investeringsmuligheder. Når vi introducerer kapitalejere og ejerledere for hinanden, matcher vi virksomhedens behov for kapital og kompetencer med ejerlederens profil og præferencer, siger Anders Lichinger, chef for investeringsfremme, Næstved Erhverv.
Initiativet er en nytænkning af lokal erhvervsfremme, der giver lokale virksomheder adgang til flere muligheder for at vækste.
– Vi arbejder hele tiden for at skabe nye muligheder for erhvervslivet i Næstved. Målet med Invest Forum Næstved er at skabe flere aktive investeringer og professionelle bestyrelser i vores lokale virksomheder, fortæller Rasmus Holst-Sørensen, Direktør i Næstved Erhverv.
Stor lokal interesse
Idéen til indsatsen er ikke taget ud af den blå luft. Næstved Erhverv har i løbet af 2019 gennemført over 40 interviews med både ejerledere og kapitalejere fra lokalområdet. En omfattende undersøgelse, der viste stor interesse fra begge sider – og også, at kapitalejere og ejerledere havde svært ved at finde frem til hinanden. Denne rejse blev kimen til Invest Forum Næstved, der nu muliggør denne kobling.
– Invest Forum Næstved fungerer netop som forbindelsesled, men selve introduktionen sker først, når begge parter har accepteret invitationen til et møde. Herefter er det op til dem selv at vurdere om det er et fremtidigt match. Den store udfordring er derfor at forbinde virksomheder med kapital og kompetencer, hvor begge parters ønsker overlapper hinanden. Hele den proces er fortrolig, og det er vores opgave at servicere begge parter på en tryg og effektiv måde, forklarer Anders Lichinger.
Nyt bestyrelseskursus for ejerledere – en del af Invest Forum Næstved
Foruden at tilbyde introduktioner mellem ejerledere og kapitalejere lanceres også et bestyrelseskursus til ejerledere i Næstved. Formålet er at støtte ejerlederen i overvejelserne omkring afklaring, etablering, optimering eller opdatering i forhold til bestyrelse i egen virksomhed.
Læs mere om bestyrelseskurset for ejerledere her.
Er du interesseret i at høre mere om mulighederne?
– Vores mål er at både ejerledere og kapitalejere får et konkret og positivt udbytte ved en introduktion, og du kan forvente en fortrolig og professionel dialog, hvor dine præferencer og ønsker bestemmer både hastighed og retning. Alle forespørgsler er velkomne, lyder det fra Anders Lichinger.
Ring til Anders på 5588 5255 eller skriv til abl@naestvederhverv.dk.
Læs mere om Invest Forum Næstved og bestyrelseskurset på www.investforumnæstved.dk