Ved en kåring i dag i Middelfart af Danmarks Bedste Handelsby 2016 landede Næstved blandt de fem bedste i fire ud af seks kategorier, herunder i den eftertragtede hovedkategori som Danmarks Bedste Handelsby.
Næstved fik i dag et dejligt klap på skulderen, da bymidten fik placering blandt de fem bedste handelsbyer i Danmark. Derudover blev Næstved også blandt de fem bedste i under-kategorierne: Danmarks Hyggeligste Handelsby, Danmarks Flotteste Handelsby og Danmarks Bedst Markedsførte Handelsby.
24 danske handelsbyer deltog
Næstved ligger altså i Top5 blandt de bedste handelsbyer i Danmark. Konkurrencen foregår hvert andet år, og i år deltog 24 danske handelsbyer.
– Det er simpelthen så fedt. Det er virkelig rart med så flot en bedømmelse fra gæster udefra. Det er en skøn rusketur, hvor vi kan løfte hovederne og ranke ryggen, når folk udefra har været på besøg i vores by og melder tilbage, at ”Hold kæft, hvor er der bare dejligt og hyggeligt hos jer”, det er jeg rigtig stolt over, siger Næstveds citychef Lars Børsting.
Suveræn førsteplads for mission og mål
Vurderingen er foretaget på baggrund af interview med 100 kernekunder (vægt: 50%) samt en vurdering fra en fagjury bestående af syv medlemmer, der har været på besøg i Næstved i løbet af juli 2016 (vægt: 50%).
– Jeg er også virkelig stolt over, at vores butikker har formået at yde en så god behandling og så fremragende en kundeservice, at 100 kernekunder bedømmer os til at ligge i Top5. Så er det altså fordi, man har gjort noget ekstra, siger Lars Børsting.
Fagjuryen har endvidere kåret Næstved som Danmarks bedste mht. vores mission og mål for bymidten. Altså en suveræn førsteplads her.
Hent hele rapporten fra ICP her
Kategorier i konkurrencen om Danmarks Bedste Handelsby
Hovedkategori:
Danmarks Bedste Handelsby
5 underkategorier:
1. Hyggeligste handelsby
2. Flotteste handelsby
3. Bedst markedsførte handelsby
4. Mest servicemindede
5. Bedste parkeringsforhold