Et nyt tilbud om gratis hjælp med rekruttering til Næstveds virksomheder har på under et år opnået 100 procents succes – og har samtidig skabt 20 ekstra arbejdspladser. En af arbejdspladserne er hos Arkil Anlæg, som bla. er med til at bygge omfartsvej nord for Næstved.
Virksomhederne i Næstved beskrev i den seneste erhvervsklima-undersøgelse fra Dansk Industri, at de ikke var tilfredse med Jobcentrets indsats. Ligesom med de fleste andre kritikpunkter fra sidste års DI-analyse har kommunen siden arbejdet for at forbedre servicen over for det lokale erhvervsliv. Et af de nye tiltag er at hjælpe travle virksomheder med at finde den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft.
– Vi har udvidet vores tilbud til virksomhederne, så vi nu også tilbyder hjælp til rekruttering, næsten som man vil opleve det hos et privat rekrutteringsbureau, fortæller virksomhedskonsulent Mathilde Sjølander Andresen fra CAM, Center for Arbejdsmarked i Næstved Kommune.
– Vores kerneopgave er at få ledige borgere i arbejde. Det gør vi ved at hjælpe virksomhederne med alle de basale opgaver, der opstår, når man gerne vil ansætte en ny medarbejder. Nogle virksomheder udskyder ansættelsen af en ny medarbejder og løber hellere lidt hurtigere selv, hvis de for eksempel ikke har erfaring med eller tid til processen, forklarer Mathilde Sjølander Andresen.

Helt konkret tilbyder Mathilde og hendes kolleger i CAM at skrive stillingsannoncen, udvælge kandidater til jobbet, hente referencer og holde interviews med ansøgerne.
Virksomheden får typisk tre-fire udvalgte ansøgere, som Jobcentret vurderer er bedst egnede til stillingen.
– Vi er nu uddannet til at udføre personlighedstests, så vi kan finde medarbejdere, der passer til virksomheden og dens opgaver, forklarer hun.
Svært at få tid til at læse hundredevis af ansøgninger
Hos Arkil Anlæg i Næstved kom tilbuddet om hjælp som en stor overraskelse.
– Vi havde i firmaet talt om at få vores første kontorelev, men jeg var lidt usikker på, hvordan vi skulle gøre det. Dels ville jeg ikke have tid til at kigge flere hundrede ansøgninger igennem, og dels ville jeg heller ikke vide, hvad jeg skulle vælge efter. Vi har mange anlægsstruktør-lærlinge, og der har jeg helt styr på, hvad de skal kunne, men kontoropgaver ligger langt fra mit kerneområde, fortæller projektchef Claus Haxgart fra Arkil Anlæg.
Arkil Anlæg havde i forvejen cirka 40 medarbejdere i Næstved – og nu også en kontorelev. For valget faldt på en af de tre ansøgere, som blev rekrutteret gennem Jobcentret.
– Jeg blev meget overrasket over at de kunne udføre denne type opgave for os, og både samarbejdet og resultatet er meget positivt, siger Claus Haxgart.
Rekrutterer til jobs, som ellers ikke ville være blevet til noget
Arkil Anlægs nye kontorelev er en ud af 20 stillinger, Jobcentret har været med til at rekruttere inden for det seneste år via det nye tilbud til Næstveds virksomheder.
– Vi fortsætter med tilbuddet. Vi har en succesrate på 100 procent, og andre kommuner kigger interesseret på det her helt nye tiltag. Det mest tilfredsstillende er, at vi oplever at rekruttere til jobs, som ellers ikke ville være blevet til noget – fordi virksomhedsejerne ikke helt kan overskue at rekruttere selv, siger virksomhedskonsulent Mathilde Sjølander Andresen.
Næstved Kommunes Center for Arbejdsmarkeds gratis rekrutteringsservice.