Er du en 12-armet blæksprutte med flair for administration, økonomi, events og IT?

Næstved Erhverv søger en ny assistent til at holde styr på os, vores gæster, vores bilag, vores back office, vores events og vores hjemmeside mm.

6 kolleger søger hjælp!
Næstved Erhverv A/S er den lokale erhvervsservice og -udviklingsorganisation i Næstved kommune. Vi er pt. 6 kolleger, der på forskellig vis arbejder med at hjælpe det lokale erhvervsliv og skabe vækst og arbejdspladser i Næstved. Nu søger vi den assistent, der med erfaring, økonomisk forståelse, overblik, lidt teknisk snilde, et stærkt service-gen og et fast smil på læben kan hjælpe os med at holde styr på det hele.

Kodeordene i dine opgaver bliver:

• Receptionsbetjening, mødeforberedelse, indkøb og drift af vores kontor.
• Økonomistyring, lønforberedelse og håndtering af bilag, fakturering mv. i samarbejde med ekstern bogholder.
• Budgetlægning og månedlig opfølgning i samarbejde med direktør, ekstern bogholder og revisor.
• PA for direktøren – mødebooking, opfølgning på mindre opgaver, referater mv.
• Hjælpe konsulenter med praktiske opgaver ifm. arrangementer, kurser og andre tiltag.
• Udarbejdelse af grafisk materiale og korrekturlæsning på invitationer og informationsmateriale – i tryk og på web.
• Produktion til nyhedsbrev mv. og øvrige markedsføringsaktiviteter.
• Praktisk planlægning, markedsføring og afholdelse af events – i samarbejde med kollegerne.
• Drifts- og vedligeholdelsesopgaver i CRM-system, hjemmeside, surveymonkey, mailchimp mv.
• Månedlig afrapportering og tilvejebringelse af ledelsesinformation ifm. vores målstyring.

Om dig
Du skal have et stort servicegen og være vant til at tage selvstændigt ansvar for en række forskellige administrative funktioner. Du har samtidig et naturligt blik for, hvor kolleger omkring dig kan have brug for en hjælpende hånd.

Det er vigtigt, at du er digitalt kyndig, har økonomiforståelse og gerne lidt erfaring med bogholderi, lønforberedelse og administrative processer. Har du erfaring med billedbehandling og grafisk opsætning samt ”et godt øje” for grafisk kvalitet, er det helt sikkert et plus. Det kan næsten ikke undgås, at du skal sætte dig ind i nye arbejdsområder. Så selv om man aldrig er alene i Næstved Erhverv, og dine kolleger nok skal have din ryg og hjælpe dig, så skal du have både evnen og lysten til at lære nyt.

Du bliver en central person i et aktivt arbejdsmiljø. Din arbejdsdag vil være meget afvekslende og præget af mange forskellige opgaver og samarbejder på kryds og tværs. En naturlig evne til at kunne eksekvere og prioritere din egen tid er derfor vigtig.

Det tilbyder vi
Der er i udgangspunktet tale om en fast stilling på 25-30 timer ugentligt, men den endelige løsning finder vi i kombinationen af dine og vores behov og muligheder.

Vi garanterer et sjovt, spændende og udfordrende job, som du helt sikkert vil udvikle dig i.

Trivslen hos Næstved Erhverv er god, vi har grøn smiley fra arbejdstilsynet, fællesskabsfølelsen er stærk, og vi er gode til at grine sammen og hjælpe hinanden.

Vi går til opgaverne med stor seriøsitet, individuelt ansvar og klare mål for det, vi gerne vil nå. Du får inspirerende og dygtige kollegaer, der både stiller krav til hinanden og sætter en ære i at udvikle sammen, sparre med hinanden og give en hjælpende hånd, når der er behov for det. Såvel den personlige som den faglige udvikling er i fokus her hos os.

Vi har alle vores individuelle ansvarsområder, og arbejdet i Næstved Erhverv er præget af frihed under ansvar og fokus på mål og evaluering. Tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver og arbejdstid er præget af stor individuel fleksibilitet.

Du skal være indstillet på lejlighedsvist at arbejde udenfor almindelig arbejdstid, typisk i forbindelse med events mm.

Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning med CV og andre relevante bilag senest søndag d. 16. august 2020 kl. 23.59. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 34 og 35.

Løn- og ansættelse
Din løn vil blive aftalt ved forhandling med udgangspunkt i din erfaring og dine kvalifikationer.

Du ansættes på individuel kontrakt i Næstved Erhverv A/S. Der er tale om en privatansættelse, men Næstved Kommune bistår Næstved Erhverv med den administrative håndtering af ansættelsesprocessen.

Vil du vide mere om stillingen
Så er du meget velkommen til at kontakte direktør i Næstved Erhverv Rasmus Holst-Sørensen på mail: rhs@naestvederhverv.dk. Rasmus kan også kontaktes i uge 33 på telefon: 55885251.

Om Næstved Erhverv A/S
Næstved Erhverv A/S er det lokale erhvervsfremmeselskab i Næstved Kommune. Vores formål er at skabe vækst og arbejdspladser i lokalområdet.

Næstved Erhverv A/S er stiftet i 2013 og er ejet af Næstved Kommune og det lokale erhvervsliv i fællesskab. Selskabet ledes af en bestyrelse bestående af 3 byrådspolitikere og 6 erhvervsfolk. Borgmesteren er formand for bestyrelsen. Næstved Erhvervs aktiviteter er forankret i Næstved Kommunes Erhvervsstrategi og nærmere defineret i vores årlige forretningsplan, som du kan se på vores hjemmeside.

Søg stillingen her.