4 af 5 virksomheder regner med at komme ud på den anden side af krisen med skindet på næsen, og 3 procent oplever endda vækst lige nu. Samtidig frygter hver femte virksomhed dog, at de ikke klarer den. Det er nogle af konklusionerne i en rapport om coronakrisens påvirkning af Næstveds erhvervsliv, som Næstved Erhverv har fået lavet for at være helt skarpe på, hvordan vi bedst kan hjælpe erhvervslivet.
Af Kristina Herlev Wulff
Nedlukning af butikker og hjemsendelse af medarbejdere har sat sit præg på hele landet. Hos Næstved Erhverv arbejder vi målrettet for at hjælpe virksomhederne gennem krisen, men vi har manglet lokale data at navigere efter.
Derfor har vi fået udarbejdet en analyse af situationen blandt Næstveds virksomheder.
Helt konkret har vi sendt spørgeskemaer ud til Næstveds virksomheder i perioden 15.-23. april – altså fem-seks uger efter, at meget af landet lukkede ned.
390 virksomheder på tværs af brancher har besvaret skemaet.
Af dem har 79% af virksomhederne svaret, at de regner med at klare sig igennem krisen. 41 procent er lidt ramt, mens 35 procent er upåvirkede, og 3 procent vækster faktisk under krisen.
– Vi har fra dag et set en kæmpe omstillingsparathed og iver efter at finde nye veje hos virksomhederne i Næstved, siger direktør Rasmus Holst-Sørensen, der roser det lokale erhvervsliv for deres evne til at tænke nyt og omstille sig til den nye situation.
Du kan læse hele rapporten her: Resultat af Næstved Erhvervs Covid-19 undersøgelse
Hver femte firma er i fare
Men rapporten viser også, at omkring hver femte virksomhed enten er usikre på, om de kan fortsætte, er lukningstruede eller er lukket permanent. Til det siger Rasmus Holst-Sørensen:
Det er tal, der skærer i hjertet. Hver virksomhed repræsenterer jo livsgrundlaget for en eller flere medarbejdere. Så det her er tal, vi vil bruge som afsæt til at komme med tilbud til de erhvervsdrivende, der fortsat er relevante for lige præcis den situation, de står i nu.
Har være i kontakt med 200 virksomheder under coronakrisen
Næstved Erhverv har netop fået lavet analysen for fortsat at kunne skræddersy tilbud til de erhvervsdrivende, som er lige præcis det, der kan hjælpe dem bedst i den nuværende situation. Både på kort og lang sigt.
– Vi har siddet i telefonerne og på mailen nærmest nonstop, siden krisen lagde landet ned. Vi har været i kontakt med omkring 200 virksomheder under coronakrisen og holdt webinarer med mere end 250 deltagere. Men vi har stadig et stort arbejde foran os. Derfor har vi allerede søsat nye initiativer, efter vi fik resultatet af analysen, fortæller Rasmus Holst-Sørensen.
Han opremser som eksempler: en række gratis webinarer, der skal ruste virksomhederne bedre til at sælge på nettet, fortsat opsøgende kontakt til virksomheder – og et stærkt fokus på at hjælpe virksomhederne til at få del i store, offentlige anlægsinvesteringer som eksempelvis den kommende faste forbindelse over Femern Bælt.
Vi arbejder både langsigtet og kortsigtet. Vi hjælper med alt fra at søge fonde og midler til udviklingsprojekter, sikre investorer og hurtig kommunal sagsbehandling til de af vores virksomheder, som er i gang med at udvide eller realisere vækst. Og vi hjælper med at klæde de erhvervsdrivende på digitalt og hjælper iværksættere i gang. For bare at nævne lidt af det.
Rasmus Holst-Sørensen understreger, at virksomhederne skal sørge for at tage kontakt til Næstved Erhverv.
– Hvis der er et tilbud, I mangler, så skal I kontakte os. Og hvis der er noget, I er i tvivl om, eller som vi kan hjælpe jer med, så skal I endelig kontakte os. Det er det, vi er her for, og vi tilretter hele tiden vores indsatser og tilbud, så vi rammer flest mulige af vores virksomheders behov, påpeger Rasmus Holst-Sørensen.