Robotter på fabrikker skaber flere job, end de overtager

Når man kigger 12-24 mdr. ud i tiden efter indførelse af automatisering i en produktionsvirksomhed, så er de fleste virksomheder vokset så meget, at antallet af medarbejdere er højere, end før virksomheden begyndte at bruge robotter. Det var en af pointerne på konferencen Klar Til Fremtiden den 7. marts 2017 i Næstved, hvor 200 erhvervsfolk var mødt op for at blive inspireret.

Robotter bliver beskyldt for at gøre medarbejderne overflødige. Og det er jo rigtigt, at når en robot kan udføre flere mands arbejde, så bliver der naturligvis medarbejdere tilovers. Men faktisk ser man i flere og flere fremstillingsvirksomheder, at industriarbejderen lærer at programmere og får nye opgaver i takt med indførelsen af den nye teknologi.
– De ufaglærte bliver i højere grad end før opkvalificeret og kan varetage de nye arbejdsopgaver, der følger med, når en produktionsvirksomhed indfører automatisering af de manuelle processer, siger Steen Harder Ulrichsen, som er markedskonsulent i Danish Industrial Robot Association (DIRA) og en af oplægsholderne på erhvervskonferencen Klar Til Fremtiden, som blev holdt tirsdag den 7. marts 2017 af Næstved Erhverv og Næstved Kommune.

LÆS OGSÅ: Ifølge en ny rapport fra McKinsey Global Institute vil automatiseringer ved hjælp af robotter og kunstig intelligens overtage arbejdsopgaver i et omfang, der svarer til 49 procent af den arbejdstid, der i dag bliver lagt på arbejdsmarkedet af mennesker. 

Der mangler ingeniører og programmører
– De fleste virksomheder vokser faktisk så meget pga. den øgede produktivitet, at antallet af medarbejdere 12-24 mdr. efter er højere, end før robotten kom. Den store udfordring ligger i at blive ved med at kunne skaffe de rette medarbejdere med de rigtige kvalifikationer. Alene i Odense, hvor der nu eksisterer mere end 100 robotvirksomheder, mangler der akut ca. 800 medarbejdere. Det drejer sig om programmører, ingeniører, teknikere og forskellige andre slags faglærte som fx sælgere, siger Steen Harder Ulrichsen.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft i Næstved
Også i Næstved er produktionsvirksomhederne begyndt at kunne mærke, at det er blevet sværere at finde nye medarbejdere med de rette kompetencer. Den lokale arbejdskraftanalyse, som Næstved Erhverv er i gang med at lægge sidste hånd på, viser indikationer på, at Næstved-virksomheder inden for Dansk Industris brancheområde regner med at stå med en stor udfordring med at skaffe kvalificeret arbejdskraft aktuelt og frem mod 2020.

Nødt til at følge med tiden
Men man kan ikke bremse udviklingen og bare blive ved at gøre, som man plejer, pointerer Steen Harder Ulrichsen. Alle fremstillingsvirksomheder befinder sig i et globalt marked, hvor evnen til at levere god kvalitet til en fornuftig pris bliver mere og mere afgørende. Mange industriarbejdspladser er vendt tilbage til Danmark efter nogle år med outsourcing til udlandet, men for at kunne konkurrere internationalt, er de danske virksomheder nødt til at omfavne teknologien og blive mere effektive og omkostningsbevidste i deres produktion.

LÆS OGSÅ: Branchedirektør i DI Digital, Adam Lebech, siger til Magisterbladet: “Det er afgørende, at danske virksomheder satser på ny teknologi, hvis Danmark i fremtiden skal være konkurrencedygtig. Vi skal omstille os til nye måder at arbejde på”.

Syv ud af ti risikerer at miste arbejdspladser
– Danmark er allerede langt fremme med at indføre automatisering, når man ser på verdensplan. Her indtager Danmark 5. pladsen og ligger dermed i superligaen blandt de mest robotificerede produktionslande. Hvis man skræller de bilproducerende virksomheder fra, så ligger vi endnu højere oppe. Alligevel er der rigtig mange danske fremstillingsvirksomheder, der endnu slet ikke er begyndt at overveje at tage hul på de nye tider, siger Steen Harder Ulrichsen og henviser til undersøgelsen ”Robotter i global kamp” fra Teknologisk Institut.
Undersøgelsen viser, at 76% af alle danske produktionsvirksomheder slet ikke anvender robotter i fremstillingsprocessen.
– Det er disse virksomheder, der risikerer at bløde arbejdspladser, hvis de ikke snart begynder at følge med tiden, siger Steen Harder Ulrichsen.

LÆS OGSÅ: “Robotter i global kamp” – en analyse af virksomheders anvendelse af robotter fra Teknologisk Institut 2015.

Anvendelse af industrirobotter
Undersøgelsen ”Robotter i global kamp” fra Teknologisk Institut viser, at 76% af alle danske produktionsvirksomheder slet ikke anvender robotter i fremstillingsprocessen.

Din produktion er ikke for lille
Ifølge Steen Harder Ulrichsen er der nogle myter, der skal manes i jorden. Investeringer i millionklassen er ikke nødvendigvis det, der skal til for at komme i gang med at bruge robotter i produktionen. Et af de vigtigste punkter, når man skal vurdere potentialet er, om processen består af gentagne, statiske bevægelser, der lige så godt ville kunne udføres af en robot eller en maskine.

Steen Harder Ulrichsen
Markedskonsulent Steen Harder Ulrichsen fra Danish Industrial Robot Association (DIRA) holder oplæg om udviklingen inden for industriel robotteknologi på Næstved Erhvervs erhvervskonference tirsdag den 7. marts 2017.

Robotarm koster 150.000 kroner
– I dag kan man investere 150.000-300.000 kroner i en robotarm og selv programmere den til at udføre det stykke arbejde, man har brug for. Det har Flemming Buch fra den lille Vejle-virksomhed AMATEK for eksempel gjort. Flemming Buch leverer graverede metalskiver til producenter af designermøbler, og processen er støjende og meget ensartet. Der er en cyklus på 40 sekunder for hver gang en plade skal skiftes i graveringsmaskinen, og det er meget ensidigt arbejde, hvor medarbejderen ikke kan nå at lave noget andet produktivt i ventetiden. Flemming Buch købte en robotarm, og eftersom den kan arbejde både nat og dag har han fordoblet sin kapacitet, fortæller Steen Harder Ulrichsen.

Flemming Buch AMATEK Vejle
Flemming Buch fra Vejle-virksomheden AMATEK har investeret i en robotarm, der tager sig af det støjende, ensidigt gentagende arbejde med at udskifte metalplader i virksomhedens graveringsmaskine. Foto: DIRA

At komme i gang med robotterne
– Man skal regne med, at man kan automatisere i forholdet 80/20. Altså 80% robot og 20% menneskelig arbejdskraft, siger Steen Harder Ulrichsen.
For at få taget hul på det med robotterne er det en god ide at invitere en ekspert på besøg i virksomheden. Det kan for eksempel være en konsulent fra Teknologisk Institut, som gennemgår virksomheden, afdækker behovet og laver en priskalkulation for investeringen. Det koster ca. 15.000 kroner.

Kontakt Steen Harder Ulrichsen hos Teknologisk Institut for at høre nærmere om rådgivning i forbindelse med afklaring af investering i robotteknologi i din virksomhed.

Staten hjælper med 150.000 kroner
Regeringen afsatte i 2016 en pulje på i alt 42 millioner kroner til at hjælpe små og mellemstore produktionsvirksomheder med at øge automatiseringen. Du kan søge om at modtage et tilskud på 100.000 kroner til at få afklaret potentialet i din virksomhed og 150.000 kroner til selve implementeringen.

Kravene er:
• Din virksomhed skal være en lille eller mellemstor produktionsvirksomhed (SMV-status)
• Have minimum 5 fuldtidsansatte og dansk CVR-nr.
• Have ambitioner om at forbedre produktiviteten
• Have viljen til at implementere ny teknologi i produktionen
• Have en produktlinje (eller backoffice), hvor dele kan automatiseres/digitaliseres

Ansøgningsfristen er mandag den 24. april 2017 kl. 12.00. Du modtager svar fredag den 2. juni 2017. Derefter skal projektet være gennemført inden for et år.

Du finder mere information og ansøgningsskema på www.erhvervspartnerskabet.dk

Har du spørgsmål eller brug for hjælp til ansøgningen, så er du velkommen til at kontakte konsulent Randi Terp hos Væksthus Sjælland på 53 72 71 99 eller rte@vhsj.dk

Gå ikke glip af vores arrangementer, viden og gode nyheder

Ja tak, send mig e-mails på denne her adresse