Tæt på halvdelen af alle virksomheder i Næstved bymidte forventer nedgang det kommende halve år!
Næstved Cityforening og Næstved Erhverv har i samarbejde med Zealand – Sjællands Erhvervsakademi lavet en analyse af forretningslivet i Næstved Bymidte. Et repræsentativt udsnit på 69 virksomheder med adresse i bymidten har besvaret et spørgeskema med henblik på at afdække den aktuelle temperatur på forretningslivet. Og det er interessant læsning.
“Baggrunden for undersøgelsen er både at få et aktuelt billede af forretningslivet, som det ser ud lige nu, men det er også tanken at gentage undersøgelsen med henblik på at kunne følge udviklingen de kommende år”, udtaler senior erhvervskonsulent Dennis Lisner Thyssen, Næstved Erhverv.
“Undersøgelsen giver os mulighed for at se på, hvordan virksomhederne klarer sig i forhold til den geografiske placering i byen, brancher og antal medarbejdere. Den kigger ligeledes på virksomhedernes salg via butik og evt. webshop”. fortsætter Dennis.
Mest interessant er måske, at 50 % af alle virksomheder har oplevet at udviklingen i de forgangne 6 måneder har været dårligere end forventet, 24% har haft en udvikling som forventet, 24% har haft en bedre udvikling end forventet og 2% ved ikke.
Når man i undersøgelsen beder virksomhederne om at kigge fremad i forhold til de kommende 6 måneder svarer 46% at de regner med en udvikling og et resultat, der bliver dårligere end tidligere, 30% forventer status quo, mens 18% forventer fremgang og 6% svarer ved ikke.
Der er således god grund til at støtte det lokale butiksliv i Næstved fremadrettet ved at henlægge både dine juleindkøb og din kommende januar-udsalgs-shopping i de lokale butikker. Butikkerne har brug for vores støtte.
Hent analysen her