Omstillingspuljen giver tilskud til virksomheder, der har behov for at tilpasse og omstille forretningen i lyset af Covid-19-krisen. Der er stadig midler i puljen, og næste ansøgningsrunde har åben indtil 8. marts 2022.
”Det gør en kæmpe forskel at få midler for Omstillingspuljen. Det giver os mulighed for at digitalisere Team Tvilling, så vi bliver mere effektive, har friheden til at være nærværende og udbrede vores hjertesag endnu mere,” fortæller Steen Mondrup, der har fået en bevilling på 250.000 kroner, fordi virksomheden havde ekstra svært ved at rulle konceptet ud under Coronakrisen.
Dig og din virksomhed har nu også mulighed for at søge Omstillingspuljen, der netop har åbnet for nye ansøgninger frem til 8. marts. Læs mere her: https://lnkd.in/e274DMBG
Det kan du søge støtte til
Via Omstillingspuljen kan du få støtte til digitalisering, grøn omstilling, forretningsudvikling, kompetenceudvikling, fysisk ombygning, materialer og køb af udstyr med mere.
Afhængig af antal ansatte (årsværk) kan man søge mellem 250.000 og 1.500.000 kr. på op til 75 pct. af udgiften – egenfinansiering på 25 %.
Få hjælp hos Næstved Erhverv
Hos Team Tvilling har bevillingen betydet, at de er i fuld gang med at udvikle deres hjemmeside og omlægge manuelle forretningsgang. Team Tvilling så i øvrigt dagens lys i 2014, da tvillingerne Steen og Peder Mondrup sammen gennemførte en ironman. Team Tvilling er en virksomhed, hvor motionister og handicappede finder hinanden, får fælles oplevelser og ny livsværdi.
Næstved Erhverv hjalp Team Tvilling med at søge puljen, og vi kan også hjælpe dig. Kontakt Dennis Thyssen på tlf. 5588 5248 eller e-mail: dlt@naestvederhverv.dk for at høre mere.