Tysk medico-virksomhed efterlyser Næstved virksomheder til samarbejde

På vores studietur til Kiel i november 2018 besøgte vi Stryker, som er en international produktionsvirksomhed inden for ortopædkirurgi, medicinske og kirurgiske produkter samt neuro-teknologi. Den tyske afdeling af Stryker er på udkig efter virksomheder, der gerne vil samarbejde om den næste ”store ting”.

Af kommunikationskonsulent Pia Flindt Kainø Jensen, Næstved Erhverv

Hos den tyske afdeling af den multinationale virksomhed Stryker kender man det nordtyske erhvervsliv temmelig godt, men virksomheden vil gerne lære erhvervslivet længere op mod nord – i det sydlige Danmark – at kende og opfordrer alle med kendskab til medico-branchen om at henvende sig, hvis man kunne være interesserede i at samarbejde.

Leverandører, forhandlere og nye ideer
– Vi vil gerne etablere samarbejder med virksomheder i den sydlige del af Danmark, fx fra Næstved. Vi leder efter produktionsvirksomheder i forhold til underleverancer, og vi er også interesserede i at finde forhandlere inden for medico-branchen. Og så vil vi også rigtig gerne høre fra innovative virksomheder, som kan støtte os i arbejdet med fortsat at levere banebrydende nye produkter, teknologi og digitalisering. Alt, som kan hjælpe os med at forbedre sundheden. Kort sagt, så leder vi efter den næste ”big thing” inden for sundhedssektoren, siger Sr. manager Dr. Nils Reimers fra Research & Development hos Stryker i Tyskland.

6.560 patenter bruges i det daglige arbejde
Stryker er en international virksomhed med hovedkvarter i Michigan i USA og har på verdensplan 33.000 medarbejdere, en årsomsætning på 12,4 mia. USD (2017), og virksomheden har 6.560 patenter.
– Vi har ikke kun patenter for at beskytte vores ideer, men lige så meget for at give dem en ramme – en definition og en mening – som vi bruger i det daglige arbejde, fortæller Dr. Nils Reimers.

At være forud for sin tid
Stryker har blandt andet udviklet udstyr til robot-kirurgi, og selvom det kan være en udfordring at få lægerne til at tage hul på de nye teknologier, så mener man hos Stryker, at det som leverandør handler om at være klar – hele tiden være forud for sin tid.
Og i disse år kan det faktisk være svært at leve op til – også selvom man har en stor og veldrevet forretning – for det kniber med at kunne skaffe de rigtige medarbejdere.

Mangler ingeniører og ufaglærte
– Vi mangler ingeniører og ufaglærte. Vi bruger ufatteligt mange penge på at brande os selv over for potentielle nye medarbejdere. Vi gør noget ekstra på mange forskellige fronter for at tiltrække de gode medarbejdere. Blandt andet har vi en præmie på 8.000 Euro (DKK 60.000), som gives til en medarbejder, hvis vedkommende har tippet om en mulig kandidat, og hvis det ender med, at kandidaten bliver ansat, siger Dr. Nils Reimers.
– Det er blandt andet også derfor, at vi nu er på udkig efter nye innovative forretningsforbindelser, der kan indgå i vores udvikling af nye produkter, siger Dr. Nil Reimers.

Stryker leder også efter forhandlere i Danmark
– Inden for de seneste fem år har salg og markedsføring i vores branche ændret sig radikalt. Førhen var det i vidt omfang de enkelte læger, der selv tog beslutning om indkøb at et givent instrument eller redskab. I sådan en verden er det ”wining- and dining”-metoden, der har virket godt for os. Nu er indkøbene langt mere centraliserede, og vi er nødt til at sælge via forhandlere, som har deres kontakter i sygehusenes øverste ledelser. Det er en omstilling, vi stadig i er i gang med, siger Dr. Nils Reimers.

Kontakt Sr. manager Dr. Nils Reimers hos Stryker i Tyskland:
Dr. Nils Reimers
Senior Manager Global R&D
Stryker Trauma GmbH
+49 4348 702240 office
+49 151 12292110
nils.reimers@stryker.com

Gå ikke glip af vores arrangementer, viden og gode nyheder

Ja tak, send mig e-mails på denne her adresse