I denne og i en serie efterfølgende artikler bringer vi hver anden uge et kort interview med bestyrelsesmedlemmerne i Næstved Erhverv A/S. Næstved Erhverv A/S er ejet af Næstved Kommune og det lokale erhvervsliv i fællesskab. Selskabet styres af en bestyrelse bestående af to byrådspolitikere og syv erhvervsfolk, som sammen arbejder med at hjælpe kommunens mange virksomheder med at skabe vækst og arbejdspladser til gavn for alle indbyggere i kommunen. Har du en ide, en kritik, en mærkesag, et forslag eller andet, du gerne vil bidrage med, så tøv ikke med at tage fat i Næstved Erhvervs bestyrelsesmedlemmer.
Tommy Jensen fra Ropox A/S
Tommy Jensen har været medlem af Næstved Erhvervs bestyrelse siden maj 2014. Til daglig er Tommy Jensen administrerende direktør i Ropox A/S, der siden 1967 har produceret hjælpemidler til ældre og handicappede og har kunder i hele verden. Ropox har 60 ansatte og beskæftiger både ufaglærte og højt specialiserede medarbejdere.
Der foregår en positiv udvikling i Næstved
Tommy Jensen er med i Næstved Erhvervs bestyrelse for at være med til at fremme erhvervslivets betingelser i Næstved kommune. Tommy Jensens drivkraft i bestyrelsesarbejdet er, at han har et ønske om, at Næstved Kommune bliver endnu mere erhvervsvenlig.
– Vi oplever et lydhør byråd, der gerne vil fjerne dækningsafgiften, vi har et byråd, der går op i resultaterne fra Dansk Industris årlige analyse af erhvervsvenligheden, og det skaber en god grobund for en positiv udvikling i Næstved, siger Tommy Jensen.
Vi mangler kvalificeret arbejdskraft
– Politikerne har for længst forstået, at man skal skabe gode betingelser for erhvervslivet for at kunne skabe gode arbejdspladser og dermed kunne tiltrække gode medarbejdere – som jo også er gode skatteborgere for kommunen, siger Tommy Jensen.
Tommy Jensen mener, at der stadig er forhold, der skal arbejdes på.
– I stedet for at sidde omme på de bagerste stolerækker og brokke sig, så vil jeg gerne i stedet være med til at yde en aktiv indsats. Min egen vinkel i arbejdet er at fremme industriens betingelser. For eksempel skal det være lettere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, siger Tommy Jensen.
Bedre veje, bedre tog og et mere attraktivt Næstved
Hos Ropox ansætter man industriteknikere, klejnsmede og ingeniører til bl.a. produktudvikling.
– Vi har nogle udfordringer ved geografisk at ligge i Næstved, fordi mange af de medarbejdere, vi gerne vil have fat i bliver uddannet fjerntliggende steder i forhold til Sydsjælland, f.eks. på DTU i Lyngby. Oplevelsen er, at der er lang vej fra Nordsjælland til Næstved. Det er især en mental barriere, enten fordi man fra Nordsjælland skal køre en del af vejen på landevejen eller skal sidde i gamle, aflagte, larmende dieseltog. Eller også føles Næstved ikke ”sexet” nok. Vi er nødt til at gøre Næstved mere kendt over for mulige medarbejdere, og så synes jeg også, at arbejdet med at få en fornuftig infrastruktur er værd at bruge tid på. Vi har alle muligheder for at udnytte den geografiske tæthed til København her i Næstved, siger Tommy Jensen.
Kom op af stolen og vær med
Tommy Jensen opfordrer Næstveds virksomheder til at være mere aktive – stå mere sammen og kæmpe for at løse de udfordringer, der er i de enkelte virksomheder.
– Kom ud og deltag i debatterne, deltag i alle de mange spændende og givende arrangementer, der foregår i Næstved. For eksempel dem fra Dansk Industri og Næstved Erhverv. Og tag fat i os, der er i Næstved Erhvervs bestyrelse. Vi hører rigtig gerne om, hvad der rører sig i virksomhederne, siger Tommy Jensen.
Kontakt:
Adm. direktør Tommy Jensen, Ropox A/S
Telefon: 40 32 37 80
Email: tj@ropox.dk
Hjemmeside: www.ropox.dk
Se oversigt: NÆSTVED ERHVERVS BESTYRELSE
Du kan også udfylde vores ultra-korte spørgeskema: Næstved Erhverv vil gerne have dine input