VJ Malerservice nomineret som Årets Iværksætter 2020 i Næstved

Vickie Vendborg Jacobsen startede VJ Malerservice i 2016 og er vokset stille og roligt fra bar bund til i dag at have fyldt ordrebog seks måneder frem. VJ Malerservice udfører både almindeligt malerarbejde og specialopgaver, som fx italiensk malerkunst, hos private og virksomheder, men også klargøring af lejligheder i udlejningsejendomme samt rengøring og vinduespudsning til private.

Af kommunikationskonsulent Pia Flindt Kainø Jensen, Næstved Erhverv

Vickie Vendborg Jacobsen oplever indimellem, at det er nødvendigt at stå fast på sin faglighed over for en kunde. For eksempel, da hun fik opgaven med at male 10 garageporte i baggården bag Næstved Biograf.

Inspiration fra Sydamerika
– Jeg foreslog, at portene skulle have hver sin farve – ligesom man gør det mange steder i de latinamerikanske lande. Ejeren syntes, det var en rigtig god ide. Men så, undervejs, fik han kolde fødder. Der var jeg altså nødt til at stå fast, for jeg vidste bare, det ville blive virkelig flot. Så jeg tilbød ham, at hvis han stadig ikke kunne lide det, når det var helt færdigt, så ville jeg male dem alle sammen sorte for egen regning, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

Glade kunder
– Jeg var bare sikker på, at det ville blive supergodt med de forskellige farver, og det viste sig da også, at ejeren endte med at blive rigtig glad for det, og jeg har også hørt fra de beboere, der ser på portene hver dag, at de er rigtig glade for de mange flotte farver, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

Vickie Vendborg Jacobsen startede VJ Malerservice i 2016 og er vokset stille og roligt fra bar bund til i dag at have fyldt ordrebog seks måneder frem. Vickie Jacobsen gør en dyd ud af at have tilfredse kunder, og at håndværket er i top. VJ Malerservice udfører både almindeligt malerarbejde og specialopgaver, som fx italiensk malerkunst, hos private og virksomheder, men også klargøring af lejligheder i udlejningsejendomme samt rengøring og vinduespudsning til private. VJ Malerservice beskæftiger fire medarbejdere. Foto: Næstved Erhverv

En god bank
Vickie Vendborg Jacobsen er udlært maler og har været hos forskellige malermestre, inden hun startede sin egen virksomhed.
– Jeg syntes, det hele gik for hurtigt, og at opgaverne tit blev for dårligt udført. Så jeg gik i banken og fik en kassekredit. Jeg har heldigvis en rigtig god bank. Og så startede jeg selvstændig, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

LÆS OGSÅ: Café Grønnegade nomineret som Årets Iværksætter 2020 i Næstved

Lagde bagsæderne ned
Vickie Vendborg Jacobsen startede med at køre rundt i sin private bil for at holde omkostningerne nede.
– Jeg lagde bagsæderne ned og kunne så have mine materialer der. Jeg tjente penge fra starten. Jeg var så heldig at få foden indenfor hos nogle af de store ejendoms-ejere i Næstved. De har så hver især været tilfredse og har præsenteret mig for de næste, og sådan er det gået slag i slag. Jeg købte først min første firmabil efter et år, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

Fyldt ordrebog
Første medarbejder blev ansat efter ¾ år – det var en rengøringshjælp, fordi Vickie Vendborg Jacobsen altid afleverer sit arbejde både nymalet og fuldstændig rengjort, og fordi VJ Malerservice også tilbyder rengøring og vinduespudsning til private. Første lærling blev ansat samtidig, og i dag har VJ Malerservice en fyldt ordrebog til langt efter sommerferien 2020 og fire medarbejdere: 1 lærling, 2 svende og 1 flexjobber.

LÆS OGSÅ: JKP Murerentreprise nomineret som Årets Iværksætter 2020 i Næstved

Rummelighed og hjerte
– Det er vigtigt for mig at kunne hjælpe folk tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg har selv engang oplevet at være i en svær tid, og dengang var der gode mennesker, der hjalp mig, og det vil jeg gerne give tilbage. Det er også vigtigt at give unge mennesker muligheden for at prøve deres drømme af, og derfor tager jeg også tit imod praktikanter fra grundforløbet, så de kan få lov at lære malerfaget at kende, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

Den italienske malerkunst
Vickie Vendborg Jacobsen udfører helt almindelige maleropgaver, men hun har også et speciale: Italiensk malerkunst. Det er fx rustvægge, metalliske malinger, maling med glimmer, stencil maling, marmor og beton look og den slags.
– Jeg har lavet en væg hos Louis Poulsen til præsentation af deres udendørsbelysning. Den ligner en betonvæg, der er krakeleret. Jeg har også lavet Ilva i Næstveds indgangsparti, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

Sparer penge for kunderne
Vickie Vendborg Jacobsen har en yndlingsmaling. Det er producenten Jotun, der har en serie, der hedder Lady Wonderwall.
– Det er en dyr maling, men i virkelig god kvalitet. Jeg har regnet mig frem til, at når jeg brugere den maling, så sparer jeg mine kunder for unødige udgifter. Især ejendoms-ejerne har jeg fået med på at bruge den. Det er jo arbejdstiden i dag, der koster kassen. Så når jeg maler en flyttelejlighed, så udgør arbejdstimerne den største post på regningen. Når man bruger Lady Wonderwall, så er selve malingen godt nok dyrere end de fleste, men det tager ikke lige så lang tid at male med den, og det ekstra gode ved den er, at når sådan en lejlighed skal males igen – ved den næste flytning – så kan jeg ofte nøjes med at vaske lejligheden og lappe et par huller, hvilket gør regningen endnu mindre for ejeren. Det kan de fleste af mine kunder heldigvis godt se fidusen i, og jeg ser det jo som en del af min service at netop tænke over den slags ting, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

Lytter til kundens ønsker
Når Vickie Vendborg Jacobsen kommer ud til en kunde, bruger hun altid tid på at snakke og lytte og finde frem til kundens sind, smag, personlighed og hvilke møbler, der skal ind og stå.
– Jeg går op i at levere den gode service, og derfor er det vigtigt at lytte ordentligt til kunden, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

Verden er for hård
Fremtidsplanerne for VJ Malerservice handler om at specialisere sig endnu mere. Det er ikke vigtigt for Vickie Vendborg Jacobsen at blive stor – det er mere vigtigt at bevare værdierne i virksomheden. Kvaliteten skal være i orden, og arbejdet skal være lavet oprigtigt.
– Vi lever i en hård verden, hvor vi overser de menneskelige værdier, og dem vil jeg gerne have med i mit arbejde. Jeg tror på, at jeg med mit lille bidrag kan være med til at gøre verden mere rummelig og rar, siger Vickie Vendborg Jacobsen.

Besøg VJ Malerservices hjemmeside

LÆS OGSÅ: Tre nominerede til Årets Iværksætterpris 2020 i Næstved

———————————-

Iværksætterprisen uddeles hvert år af Næstved Erhverv, Rådgiver Forum Næstved og Næstved Erhvervsforening til en af de tre nominerede ved Næstved Erhvervs og Næstved Erhvervsforenings Nytårskur.

Nytårskuren foregår i år tirsdag den 7. januar 2020 kl. 15.00-17.30 på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, 4700 Næstved.

Du skal da også med? Se program og tilmeld dig her.

Deltagelse er gratis.

Vi glæder os til at se dig til årets Nytårskur 2020!

Gå ikke glip af vores arrangementer, viden og gode nyheder

Ja tak, send mig e-mails på denne her adresse